Ved Cereskrydset står jeg af bussen en grå torsdag. Aarhus viser sig fra sin kølige og kyniske side. Vandet siver op gennem min ene støvle, og jeg konstaterer, at der er hul, i samme sekund som også min cowboyjakke kapitulerer og lader regnvand sive ind. »Der er dem, der har det værre«, siger jeg til mig selv og tænker på passageren, der sad bag mig i bussen:

»Ophobning af bindevæv!«, skreg hun ned i sin telefon og hostede dybt og længe, så hostesekret stod i en jævn stråle fra munden og ud over ryglænet, som jeg sad lænet op ad. Snotdråber landede som støvregn i mit lyse hår, da passageren fortsatte: »Ledvæske! For meget ledvæske!«.