I sidste uge stod jeg i kø i min lokale Netto. Tre mennesker længere fremme stod en ung mand iklædt tøj fra Adidas og en solid attitude hjemmefra. Han havde det tydeligvis ret fedt på sin egen planet. Halstørklædet var stort nok til næsten at gemme hele ansigtet, og høretelefonerne var så godt mast ind i øregangene, at de fungerede som en slags lydskærm mod resten af verden.

Jeg står altid og betragter typer som netop ham og hans tilgang til kasseassistenten. Hvordan han ikke lige gider, orker eller tænker over at tage høretelefonerne ud for bare i et minut at træde ind i et fællesskab med resten af verden. Det magter han og hans artsfæller ikke lige, for deres eget mikrokosmos er tilsyneladende så himmelråbende vigtigt, at de er ganske ligeglade med, at de fremstår ultimativt storsnudede og hensynsmæssigt forfrosne.