Nu varer det ikke længe. Alt er selvfølgelig relativt, men om små tre uger er Copenhagen Jazz Festival over os, og jazzmusikken vil igen rikochettere særlig kraftigt gennem byens gader, cafeer, kroppe og spillesteder.
Og man vil igen synes, at der pludselig er grånede ægtepar ved caféborde med en kold fad og synkront vippende højre fødder overalt. Og er det ikke også, som om det er den samme søvndrukne trombonebasgang, der sætter fodleddene i svingninger hvert år?
