Vi er nødt til at tale om noget, os to, og for den sags skyld også alle andre, der ligesom jeg ynder at gå ud og opleve musik live.
For det er jo en fuldstændig magisk oplevelse, når ens yndlingsartist står deroppe på scenen og synger den sang, man så tit har skruet absurd højt op for i sin hvide Ford Ka, hvor den sorte volumenknap er mere slidt end de Converse-sko, man har haft med på Roskilde hvert år siden 2003. Eller endnu bedre: Det nummer, man har stået og flæbet til i køkkenet, mens man har givet løgene skylden, »fordi de altså også er ekstra stærke i dag«, mens Elton John synger: »And you can tell eeeeeverybody this is your song«.