Ord har altid fascineret mig. Ord på papir, på skærme, bøger, breve, emballage – og ord i byen, på facader, plakater, talt, råbt, hvisket.

Jeg kunne først læse i 3. klasse, men fra da af flød mit hoved over af ord, som er blevet lagret i et sindrigt arkiveringssystem i mit hoved efter at have boret sig ind i hjernen, parate til at blive gravet frem ved behov. Jeg voksede heldigvis op i en provinsby på Fyn, hvor der kun var ganske få ord. Facaderne bar kun de mest simple butiksnavne, graffitien var nærmest ordløs, plakaterne blot for de lokale revyer og kræmmermarkeder. Når jeg bruger ordet ’heldigvis’, er det, fordi jeg nok ellers ofte var endt i en hæk, når jeg cyklede rundt i byen, da jeg ville have haft for travlt med at tage ordene ind.