DF er klar med ghettokrav: Udgangsforbud efter klokken 20 for unge

Kristian Thulesen Dahl og Martin Henriksen har travlt med forhandlinger for tiden. Arkivfoto.
Kristian Thulesen Dahl og Martin Henriksen har travlt med forhandlinger for tiden. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Udgangsforbud for børn under 18 år efter klokken 20. Slut med at bygge nye moskéer i ghettobyer. Og folk med midlertidigt asyl skal sendes hjem.

Det er nogle af de forslag, som Dansk Folkeparti har til regeringen i forhold til ghettoerne.

Det siger udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF) til BT.

Ghettoerne er for alvor kommet i fokus igen, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale proklamerede at ville afvikle ghettoerne helt.

»Det er fint, at statsministeren vil gøre noget ved ghettoproblemerne. I nogle tilfælde kan det være fint nok at rive nogle bygninger ned«.

Beboerformanden fra Løkkes gamle ghetto kan få tårer i øjnene over forgæves kamp

»Men jeg tvivler på, at det for alvor kan løse problemerne. Men Lars Løkke mangler at komme med nogle forslag, der peger fremad«, siger Martin Henriksen til BT.

I alt syv ghettoforslag vil DF tage med, når regeringen og DF i løbet af januar genoptager forhandlingerne om yderligere stramninger på udlændingeområdet.

Nyt mål

Netop det vil DF have trumfet igennem, hvis støttepartiet skal gå med til en skatteaftale, som regeringen ønsker.

Det konkrete ghettoudspil fra regeringen kommer i begyndelsen af det nye år, oplyste Løkke i sin nytårstale.

»Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op og rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder«, lød det fra statsministeren i nytårstalen.

Transport- og Bygningsministeriet offentliggjorde i sidste måned regeringens liste over ghettoområder i Danmark. 22 danske boligområder er på regeringens liste.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her