Der var engang, der var spil i Howaida Rostoms øjne og glød i hendes hud. Nu er gløden væk, øjnene stirrer, medicinen har overtaget ansigtet, de sorte rande under øjnene er meget sorte, og hendes gang er langsom og slæbende. Hun glæder sig dog alligevel lidt, for hun er på vej til at give sin datter, Özlem på 10 år, et par hvide og blanke ballerinasko og venter forventningsfuldt på, at datterens ansigt skal lyse op i et smil, når hun ser skoene.
Men skoene er for små, og datteren begynder at græde og skrige og råbe. Som tilskuer ser man en pige, der skriger på grænser, men hendes mor kan ikke sætte dem, og det ender med, at moren forlader rummet. Mens Özlems skrig forfølger hende ud på de lange mørke gange i bygning 25 i Udrejsecenter Sjælsmark for afviste asylansøgere, sidder storebror Ibrahim med det tænksomme, sørgmodige ansigt og stirrer ud i luften. Men netop som man tror, at han er et andet sted end i denne verden, rammer den 13-årige dreng øjeblikket præcist og lige på kornet:
