Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Peter Hummelgaard har første dag i Folketinget.
Foto: Thomas Borberg

Peter Hummelgaard har første dag i Folketinget.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han vil forhøje dagpenge: S-profil åbner stærkt omdiskuteret debat

I ny bog slår Peter Hummelgaard (S) på tromme for dagpengesystemet. Men de gule a-kasser skal straffes.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forud for det kommende folketingsvalg åbner en af de nye profiler hos Socialdemokratiet en debat om det omdiskuterede dagpengesystem.

Det er EU-ordfører Peter Hummelgaard, der i en ny bog ved navn ’Den syge kapitalisme’ fremhæver den høje grad af faglig organisering på det danske arbejdsmarked som værn mod stigende ulighed i Vesten. Og han udpeger dagpengesystemet som afgørende for, at det fortsat er attraktivt at melde sig ind i en fagforening og en a-kasse.

»Den danske model sørger for at fremelske nogle af de bedre sider ved kapitalismen og begrænse nogle af de dårlige sider«, siger han.

I mange år er dagpengesatsen steget mindre end den generelle lønudvikling. Peter Hummelgaard vil dæmme op for udhulingen af ydelsen ved at øge den såkaldte kompensationsgrad. Han vil også øge skattefradraget for medlemskab af fagforeninger og a-kasser. Men ikke for de såkaldt gule af slagsen. Her skal fradraget omvendt reduceres.

Med sine forslag åbner Peter Hummelgaard en debat om et dagpengesystem, der de seneste år har været stærkt omdiskuteret. Også internt i Socialdemokratiet. Ikke mindst skabte det furore, da S-R-SF-regeringen afviste at tilbagerulle forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Bør en S-regering set med dine øjne skrive det ind i regeringsgrundlaget, at man skal afstå fra forringelser af dagpengesystemet og måske oven i købet arbejde hen mod forbedringer?

»Mit ærinde er at sige, at det bør være vores mål - alle politikere fra venstre til højre, som hylder flexicurity - at den model er stærk og solid nok om 10, 15, 20 og 25 år. Hvordan vi konkret gør det, tror jeg, der kan være alle mulige diskussioner om«.

Du vil give de traditionelle fagforeninger og a-kasser en kæmpe fordel. Bør de ikke kunne klare sig selv i en frie konkurrence?

»Det handler om at skabe fair konkurrence«, siger Peter Hummelgaard, der henviser til, at de såkaldt gule af slagsen har ingen eller meget få overenskomster og ikke i samme omfang bidrager til uddannelse:

»Så i virkeligheden handler det om at sige til de gule fagforeninger, at så må de begynde at levere nogle af de samme ydelser«.

Men skal folk ikke selv have lov til at vælge fagforening og a-kasse - uden at du blander dig med økonomiske incitamenter?

»Det står folk fuldstændigt frit for at vælge. Men jeg synes omvendt, at der skal være forskel på en fagforening, der er overenskomst- og uddannelsesbærende, og en der ikke er«, siger Peter Hummelgaard.

I SF siger politiske ordfører Karsten Hønge om forslagene fra Peter Hummelgaard, at det »giver håb for Socialdemokratiet, at der er sådan nogle folk på vej«. Han hæfter sig ved, at Socialdemokratiet i modsætning til SF og Alternativet så sent som denne uge stemte imod et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at hæve dagpengesatsen.

I DF fremhæver arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, at en højere dagpengesats udløser en milliardregning, fordi staten bidrager til dagpengesystemet. Han pointerer også, at en vis forskel mellem dagpenge og løn er nødvendig, hvis ledige skal have et incitament til at finde job. Under ingen omstændigheder vil Bent Bøgsted gøre forskel på, hvorvidt en forening er »rød, gul, blå eller grøn«.

»Vi har foreningsfrihed i Danmark«, siger han.

S-ledelsen: Vi må se på det

I en skriftlig kommentar hilser politisk ordfører Nicolai Wammen (S) det velkommen, at Peter Hummelgaard har skrevet en bog, men fastslår, at de konkrete forslag står for egen regning. Herunder forslaget om dagpenge.

»Når der er sagt, så anerkender jeg, at der er sket en hvis udhuling af dagpengene i forhold til lønnen. Det gør det mindre attraktivt at forsikre sig mod arbejdsløshed. Det er problemstilling vi bliver nødt til at tage alvorligt, og noget vi bliver nødt til at få set på«, skriver Nicolai Wammen i en e-mail, hvor han kalder det »oplagt« at diskutere med arbejdsmarkedets parter.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden