Danmark læner sig normalt op ad efterretninger og rådgivning fra de angelsaksiske efterretningstjenester. Men advarsler om at give kinesiske Huawei kontrol over kritisk infrastruktur har Danmark indtil videre siddet overhørig.
Advarslerne mod Huawei, der bunder i mistanker og ingen beviser for spionage, har de seneste år været tiltagende. USA har indført et forbud mod offentlige indkøb hos techgiganten, og de britiske efterretningstjenester advarer mod teknologiafhængighed af kinesiske giganter, hvilket har fået British Telecom til at udelukke Huawei fra de centrale dele af sin infrastruktur.
Udelukket fra højhastighedsnet i andre lande
Både Australien, USA og New Zealand har udelukket Huawei fra at blive leverandør til det nye højhastigheds 5G-mobilnetværk, af frygt for at det kinesiske regime vil få kontrol over kritisk infrastruktur.
Vi har stadigvæk ikke fundet den berømte rygende pistol. Men der er til gengæld et skarpladt våben i form af den kinesiske lov, der pålægger enhver virksomhed at optræde som hjælper i statens efterretningsmæssige arbejde
Thomas Lund-Sørensen, chef, Center for Cybersikkerhed
Men trods advarsler fra især USA har den danske regering, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og telegiganten TDC indtil videre valgt at stole på Huawei.
TDC indgik med virkning fra 2014 en 6-årig leverandøraftale til 4 milliarder kroner med Huawei om at drive og udvikle Danmarks største mobilnetværk, 4G-nettet, og i 2016 skrev TDC så under på en 6-årig kontrakt med Huawei om at levere udstyr og sikre kapaciteten af TDC’s kabelnet.
Mens Huawei i Danmarks allierede lande er bandlyst fra at komme i nærheden af det nye 5G-net, er TDC og Huawei i fællesskab allerede i gang med at teste 5G-nettet herhjemme.
Tog en chance med åbne øjne
Eksperter undrer sig over, at Danmark har turdet og stadig tør satse på den kinesiske it-gigant, når vores nære allierede af sikkerhedshensyn udelukker Huawei.
»Dengang man accepterede aftalerne mellem TDC og Huawei, vidste man godt, at der var store sikkerhedsrisici, så man tog en chance med åbne øjne. Jeg undrede mig dengang som i dag over, at danske myndigheder tilsyneladende har haft en mere ubekymret laissez faire-holdning til den kinesiske virksomhed«, siger Dorthe Bach Nyemann, studielektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi.
Balladen om Huawei er blevet aktualiseret af anholdelsen af selskabets finansdirektør, der er mistænkt af USA for sin involvering i ulovlig vareeksport til Iran.
Dorthe Bach Nyemann forventer, at FE og regeringen nu vil lytte til bekymringen fra de allierede landes tjenester og forsøge at komme ud af kløerne på Huawei uden at træde nogen over tæerne.
»Men det er ikke noget, man bare lige kan filtre sig ud af. Den billige kinesiske teknologi, hvor skal vi lige købe den i stedet – det må man prøve at finde ud af«, siger Dorthe Bach Nyemann.
Stadig større afhængighed af Huawei
Politiken har tidligere afsløret, hvordan FE i en rapport i 2011 advarede mod Huawei på grund af risikoen for at blive sårbar over for spionage og overvågning ved at overlade dele af rigets telenetværk til en kinesisk it-gigant.
Siden ændrede sikkerhedstjenesten holdning og sagde god for kontrakterne mellem TDC og Huawei på visse frivillige sikkerhedsbetingelser.
It-sikkerhedsekspert John Foley er tidligere analytiker i IT- og Telestyrelsen og FE. Han undrer sig også over, at Danmark har turdet lægge sine æg i den kinesiske kurv, mens vores nærmeste allierede ikke tør.
»I enhver anden henseende har vi et glimrende samarbejde med de allierede tjenester om udveksling af informationer, men lige nøjagtig i denne situation synes man ikke, at partnerne gør det rigtige. Vi er dagligt blevet mere og mere afhængige af Huaweis produkter, og kommer Huawei ind over det kommende 5G-netværk, bliver vi endnu mere sårbare«, siger John Foley fra sikkerhedsrådgivningsfirmaet Copits.
Sikkerhedstjeneste: Vi deler bekymringen
I Center for Cybersikkerhed under FE siger chef Thomas Lund-Sørensen, at tjenesten er »meget opmærksom på de problemstillinger, som også vores partnere peger på for øjeblikket«. Men han mener ikke, at Danmark hidtil har haft en ubekymret tilgang til kineserne.
Thomas Lund-Sørensen forklarer, at der blev etableret særlige frivillige sikkerhedsforanstalninger i forbindelse med TDC’s og Huaweis første kontrakter.
Og siden – med virkning fra sommeren 2016 – er det blevet nedfældet ved lov, at Center for Cybersikkerhed kan stille sikkerhedskrav til teleselskaber forud for deres kontraktindgåelse med leverandører til kritisk infrastruktur.
»I mange af de lande, der forbyder eller har udtalt betænkelighed ved Huawei, er det især spørgsmål om, hvad der skal ske fremover. 5G-netværket bliver langt vigtigere og langt mere kritisk for Danmark og andre lande på grund af alt det, som 5G-netværket skal anvendes til. Med den nye lov i Danmark er teleselskaberne forpligtet til, før indgåelsen af kontrakter, at tage en drøftelse med os om, hvad der er af risici ved at anvende en særlig leverandør, og hvad de skal gøre for at håndtere de risici«, siger Thomas Lund-Sørensen.
Men TDC og Huawei er allerede i gang med at teste det nye 5G-netværk?
»Jeg har svært ved at se problemet i at teste. Det kritiske er der, hvor man skal til at indgå kontrakt, hvem skal stå for leverancerne og driften af et nyt 5G-netværk, og det kommer vi til at have en meget dyb snak med teleselskaberne om. Selvfølgelig deler vi bekymringen om anvendelsen af for eksempel kinesiske leverandører, fordi der er forhold omkring dem, som gør telenettet mere udsat, end det ellers ville være«, siger chefen for Center for Cybersikkerhed.