I 2050 vil hele den danske landbrug- og fødevaresektor være klimaneutral, lyder det for første gang i en ny målsætning fra Landbrug & Fødevarer.
Foto: Martin Lehmann

I 2050 vil hele den danske landbrug- og fødevaresektor være klimaneutral, lyder det for første gang i en ny målsætning fra Landbrug & Fødevarer.

Danmark

Det samlede danske landbrug vil være klimaneutralt i 2050, men kritiseres for halve løsninger

I 2050 vil hele den danske landbrug- og fødevaresektor være klimaneutral, lyder det for første gang i en ny målsætning fra Landbrug & Fødevarer. Planen er ambitiøs, siger eksperter, men også lidt for ukonkret.

Danmark

Dyrkning af marker udleder sammen med stalde fyldt med køer og svin en omfattende mængde af drivhusgasser i Danmark. Men inden for de kommende tre årtier skal det være en saga blot.

I 2050 skal hele det danske landbrugs- og fødevareerhverv være klimaneutralt. Sådan lyder det for første gang i et samlet nyt mål fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F), der følger i kølvandet på, at de landmandsejede virksomheder Danish Crown og Arla har sat samme mål.

»Det banebrydende er, at vi kommer med en samlet vision, hvor vi tager ansvar for den udfordring, som hele verden står over for«, siger administrerende direktør Anne Lawaetz Arhnung fra L&F.

I dag tegner fødevareerhvervet sig for omkring 20 procent af det samlede udslip af drivhusgasser i Danmark. Der er sket en reduktion på 16 procent siden 1990, der er FN’s basisår. I 2050 skal det netto gå i nul.

I praksis skal det ske ved at mindske udslippet af drivhusgasser og kompensere for den tilbageværende udledning ved at lagre CO2 i jord, skov og anden natur samt ved at lave husdyrgødning om til biogas.

De kendte løsninger bringer kun landbrugs- og fødevareerhvervet halvvejs i mål. Dermed udestår en omfattende manko. Her fæster landbruget lid til teknologiske løsninger, der endnu kun er på tegnebrættet.

Ifølge Anne Lawaetz Arhnung kræver det en samfundsøkonomisk indsats med støtte og investeringer i forskning, som vi har set på hele vindenergiområdet.

2050-målet fra L&F er helt nødvendigt i forhold til Danmarks samlede målsætning om netop at være klimaneutralt i 2050, siger formanden det uafhængige Klimarådet, Peter Møllgaard. Men han efterlyser en mere konkret plan fra landbruget.

»Det er en flot ambition, men der er mange løse ender i det. Nu vil vi gerne se, hvilke konkrete tiltag landbruget vil foretage over de næste ti år, og hvad man vil nå i den periode«, siger Peter Møllgaard, der er økonomiprofessor og dekan ved Maastricht Universitet.

Ud fra erfaringerne i andre erhverv tvivler Peter Møllgaard på, at ambitionen om klimaneutralitet kan nås alene ved frivillighed. Der vil blive brug for incitamenter og regulering i forhold til den enkelte landmand.

I Det Økologiske Råd høster udmeldingen fra L&F ros fra landbrugsansvarlig Leif Bach Jørgensen. Men han efterlyser et højere ambitionsniveau.

»De kan gøre det meget bedre. Midlerne til at nå hele vejen er der, så at udskyde halvdelen af indsatsen og satse på nogle metoder, som er meget fluffy, er for uambitiøst«, siger han.

På Københavns Universitet siger lektor emeritus Alex Dubgaard fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, at målet er ambitiøst, men:

»Alle kommer med 2050-udmeldinger, og det er i realiteten uforpligtende, når man ikke har nogle milepæle undervejs«.

Også fra politisk hold på Christiansborg møder det kritik fra oppositionen, at Landbrug & Fødevarer nøjes med et mål for 2050. Flere partier så gerne et delmål for 2030, sådan at omstillingen får et vist tempo.

»Det er et bevidst fravalg, fordi det er svært at sætte delmål på tværs af den samlede landbrugs- og fødevareklynge«, siger Anne Lawaetz Arhnung fra L&F.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) kalder visionen fra L&F for »flot« og »nødvendig«:

»For os er det samlede mål det afgørende«.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden