Klapstolsmand ser rødt: Venstrefløjen svigter den »pinlige klasse«

En ny klasse er opstået - prekariatet. En umage flok af unge akademikere, indvandrere og løstansatte. Sådan ser den engelske professor Guy Standing udviklingen. Han har fulgt dagpengedebatten i Danmark og tror, at prekariatet vil rejse sig her i landet

Politik

»Jeg var i USA og talte ved et arrangement, da en mand skubbede sig vej gennem menneskemængden. Han satte en klapstol op i mylderet. Og så stirrede han på mig i fem minutter med armene over kors. Pludselig rejste han sig og kiggede intenst, hvorefter han dundrede: »Det er mig, han taler om!«. Derpå begyndte folk at klappe af manden«.

Historien fortælles af Guy Standing, der er økonomiprofessor ved University of London. Han mener, at vi netop nu ser fremvæksten af en ny samfundsklasse, der ligesom klapstolsmanden snart bliver bevidst om deres fælles interesser.

Standing skrev i 2011 bogen ’Prekariatet – Den farlige klasse’. I år udgav han så en opfølger, som han har kaldt et charter for prekariatet. Her optegner han, hvordan prekariatet vil forene sig og blive en magtfaktor i fremtidens politiske landskab.

Usikkerhed som levevej

Hvordan ser prekariatet ud? Den prekære klasse er altid i en usikker situation. Altid ude efter et nyt job. Altid uden faste forhold.

Det skaber »en pinlighedsfølelse hos klassens medlemmer« over at være faldet ud af arbejdsmarkedet og dernæst faldet igennem det s

Foto: DREYER METTE/Politiken-Tegning

ikkerhedsnet, de troede, ville gribe dem.

»Mit hovedbudskab er, at arbejdsmarkedet har gennemgået en global transformation de seneste tre årtier. Næsten fra dag til anden blev det globale arbejdsudbud firedoblet, da asiatiske økonomier meldte sig på verdensmarkedet. Det lagde pres på vestlige lønninger og arbejdsforhold, som nu skulle konkurrere med et helt andet marked«, siger Guy Standing.

»Prekariatet opstod, i takt med at arbejdsmarkederne blev mere fleksible og ansættelserne mere usikre«.

Standing beskriver et løsrevet arbejdsliv med hop mellem vikarjobs, sæsonarbejde og projektansættelser. Et liv uden faglig organisering, med skæve arbejdstider og vilkårlige fyringer. Denne situation gør, at flere mister de goder, der mange steder følger med et fast arbejde – som dagpenge, ferie og pensionsopsparing.

En umage flok

»Prekariatet kan inddeles i tre grupper: 1. marginaliserede lavtuddannede fra den traditionelle arbejderklasse, 2. modløse immigranter, og 3. højtuddannede unge arbejdsløse«, forklarer professoren.

Den første gruppe af traditionelle arbejdere mærker ikke globaliseringens glæder. Tværtimod er deres oplevelse, at arbejdspladser flyttes til udlandet, mens de selv kan forvente usikre levevilkår, så lagt øjet rækker.

Den anden gruppe består af immigranter i alle aftapninger, som ikke synes at være en del af samfundslivet. De lever i en parallelverden med følelsen af at være andenrangsborgere.

Ifølge Standing bliver disse to grupper – arbejderklasse og immigranter – ofte spillet ud mod hinanden af højrepopulistiske partier, selv om de faktisk deler mange interesser.

Den tredje og sidste gruppe udgøres af veluddannede unge, som er blevet lovet gode jobs med sikkerhed. Men den lyse fremtid er blevet dyster. Og nu står de uden arbejde. Den høje velstand, deres forældre havde, virker uopnåelig, alt imens de oplever at blive ydmyget af det offentlige Danmark, når endnu et aparte aktiveringskursus påbegyndes.

Samlet set består prekariatet af en broget flok, der langtfra vil definere sig som en samlet organisme.

Standing mener imidlertid, at de tre undergrupper er fælles om en meget løs tilknytning til deres jobs, hvis de overhovedet har et. Og dermed deler de alle en økonomisk uvished, som knytter sig til deres fremtidige (arbejds)liv og identitet:

»Kronisk usikkerhed fører til ængstelse og vrede. Det er prekariatets psyke, om du vil. Spørgsmålet er, hvor frustrationerne rettes hen politisk«, siger han.

Journalister rykker til prekariatet

I sit værk om klasserne i det 21. århundrede opstiller Standing en modsætning mellem prekariatet på den ene side og salariatet på den anden side. Salariatet er befolket med alle de arbejdstagere, som nyder godt af et permanent job med løn og goder:

»De, der er i salariatet, har oftest en pæn indkomst og dertil pension, sygedagpenge, forsikringer samt betalt ferie. Folk i salariatet vil ydermere nogle gange også have muligheder for at få bonusser eller aktier i virksomheden«, siger han.

Standing har i flere tilfælde brugt en avis, når han skal illustrere forskellen mellem salariatet og prekariatet. I Danmark får en menig journalist måske i omegnen af 40.000 kroner om måneden i løn. Dertil kommer en række fryns og goder, der placerer ham eller hende i salariatet.

Derimod ser man i disse år i flere lande, at mange journalister ansættes midlertidigt – og de bliver derfor medlemmer af prekariatet, ifølge Standing. Mange medier ansætter journalister i løsrevne perioder, da virksomheden på den måde kan spare penge. Ikke mindst fordi medarbejdergoder kan begrænses til et minimum, samtidig med at avisens udgifter til lønninger kan justeres løbende.

Standing mener, at konsekvensen er, at flere journalister – som tidligere ville placere sig sikkert i salariatet – nu havner i prekariatet. Her hopper de fra job til job med små indkomster, tager skæve vagter og lever med usikkerhed om, hvad der venter i fremtiden.

En tendens der finder sted på tværs af mange faggrupper.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den danske model

Formindsker den danske velfærdsstat ikke de usikkerheder, som du beskriver som prekariatets grundvilkår?

»Nej, intet land i Europa kan stå imod globaliseringens kræfter alene. Det globale arbejdsudbud lægger et uomgængeligt pres på Danmark, så de garantier, stater står for, nødvendigvis må rulles tilbage. De sociale ydelser, der udgør sikkerhedsnettet i dansk flexicurity, er allerede på retræte. Dagpengereformen i 2010 og kontanthjælpsreformen fra 2013 er eksempler på dette. Lønmodtagere bliver mere og mere afhængige af et fast arbejde«.

Læs også:

Hvad taler så for, at prekariatet vil opstå i Danmark?

»Danmark har udskudt problemerne på grund af et stærkt velfærdssystem, og dog peger den enorme personlige gæld i retning af noget eksplosivt. En del af Danmarks store private gæld skyldes boligmarkedets indretning, men en del skyldes også lån, som folk tager for at overleve«.

Guy Standing peger også på en anden årsag til dannelsen af et prekariat herhjemme:

»I har derudover en seriøs fattigdomsfælde i Danmark. Folk der går fra understøttelse ind i et job, oplever en marginalskat på over 80 procent. Med andre ord taber de 80 procent af det, de vinder ved at tage et job«, mener han.

»Denne fattigdomsfælde leder regeringer til tvungen aktivering af de ledige som eneste mulige løsning. Danmark introducerede den såkaldte aktive arbejdsmarkedspolitik tidligere end andre lande, og den bliver i alle lande mere og mere strafbetonet. Mantraet er, at du skal i arbejde. Fleksjob, overkvalificeret ansættelse og anden aktivering presser folk ind i lavtlønnede, byrdefulde jobs med midlertidige ansættelser. Og det skaber kun flere medlemmer af prekariatet«.

Fagforeningernes fallit

I Danmark har vi forholdsvis stærke fagforeninger. Er de ikke netop garanten for dem, du mener, er kommet i klemme?

»Fagforeningerne befinder sig mentalt set stadig i industrisamfundet. De er opbygget til at tjene mennesker i stabile fuldtidsstillinger. Og de forsøger at få deres medlemmer til at tage den type jobs. Sådan ser verden bare ikke ud længere. Prekariatet er overladt til helt andre ustabile arbejdsformer«, siger Standing.

»Det er en monumental krise, som fagforeningerne står i. Folk i prekariatet ser fagforeninger som nogle, der bare varetager privilegerede menneskers interesser. Det vil sige salariatet eller dele af arbejderklassen, som har deres på det tørre«.

»Problemet er, at vi nu har brug for fagforeninger, men de løser ikke opgaven. Det kræver et kursskifte. Fagforeningerne må ændre deres opfattelse af samfundet og se på, hvordan folk faktisk arbejder. Fagforeningerne skal gentænke deres rolle, hvis de vil stå i forreste række og kæmpe for almindelige mennesker på arbejdsmarkedet«, påpeger Standing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ligegyldig debat

Kan den danske debat om dagpengene betragtes som prekariatets kamp for tryghed i mødet med et usikkert arbejdsmarked?

»Det hjælper ikke at okse rundt i ændringer af detaljer. Om det er seks eller otte måneders genoptjening, eller om det er et, to eller tre års forsikringsperiode, er alt sammen ligegyldigt. Jeg tror ikke, regelændringer i jeres dagpengesystem løser de grundlæggende problemer. Og de er, at flere og flere folk i prekariatet kommer til at ryge ind og ud af jobs i et mere og mere hastigt tempo«.

Men det kræver vel, at politiske bevægelser italesætter de bånd, du ser, der er på tværs af prekariatets umage medlemsskare?

»Der er en mangel på fællesskab på tværs af prekariatets grupper i dag. Men den økonomiske usikkerhed bliver kun værre, i takt med at de sociale ydelser strammes mere og mere for at lappe på blødende statskasser. Prekariatet er på vej til at blive en klasse, som er bevidst om de fælles problemer og fælles interesser«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce