Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Christiansborgpolitikere vil slippe eleverne fri. Eleverne er klar, men er politikerne?

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Uddannelsesanalyse: Skolerne sættes fri til at gøre, hvad politikerne siger

Aftale om justeringer i ­skolereform vil give frihed. Men fastsætter også nye grænser for skolerne.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Øget lokal frihed. Sådan lyder forligspartiernes lancering af den aftale, der skal dreje lidt på knapperne i Danmarks store skolemaskine, så alle bliver glade.

Friheden er tiltrængt. For det er ikke svært at finde forskere, der fremhæver, at det ikke er paragrafferne, der regner ned fra Christiansborg, som skaber en god skole.

Det er i stedet dagligdagen i klasseværelset og kontakten mellem elev, lærer, pædagog og leder, der afgør, om en skoledag giver eleverne lysende øjne eller bøjede nakker.

Men hvis frihed er målet for den justering af skolereformen, der er politisk enighed om, er aftalen fuld af paradokser.

For hvorfor er det så, at politikere på Christiansborg skal bruge 5 måneder på at fastlægge, om elever fra 0. til 3. klasse skal gå i skole 27 minutter mere eller mindre om dagen?

Og hvorfor er det en landspolitisk aftale, som skal afgøre, hvordan 90 ekstra fagtimer skal fordeles på klassetrin og mellem fag? For slet ikke tale om centralt fastsatte regler om undervisning i rigsfællesskab og kanonlister i dansk og historie, som Dansk Folkeparti fik ind i aftalen?

Så ja, der er en del paradokser bag det politiske spin, som partierne bag skoleaftalen forsøger sig med.

De samme partier, som tilbage i 2013 stod bag den mest centralistiske skolereform i danmarkshistorien, er nu angiveligt blevet klogere og vil spole udviklingen tilbage og give mere frihed.

Men altså kun langsomt og som en politisk dans om den varme grød: et lille skridt frem, et til siden og nogle gange et skridt tilbage.

Et lille skridt frem

Hvad timefordelingen angår, er det lille skridt frem et, der gælder elever og forældre, der håber på kortere skoledage. Ifølge aftalen skal de små elever gå lidt mindre i skole og lidt mere på fritidshjem. Men hvad vil politikerne egentlig svare de skoleledere, som ikke ønsker at gøre skoledagen kortere?

Forhandlingsforløbet viser, at ingen forligspartier havde lyst til at være dem, der hindrede, at der blev handlet på de folkelige protester over lange og kedelige skoledage.

Med aftalen har forligspartierne bag skolereformen fået taget en for dem ubehagelig sag ud af valgkampen. Det var også meningen, for der er i både regering og opposition forskelle mellem partierne og en tydelig mangel på en fælles vision for uddannelsespolitikken.

Et skridt til siden

Politikerne bag aftalen gør meget ud af at betone, at skolerne får større frihed til at gøre skoledagen kortere. Det kan og vil blive diskuteret.

Aftalen skal rydde op i brugen af paragraf 16 b i folkeskoleloven. Den paragraf giver i dag mulighed for dispensation fra skolereformens smertensbarn, understøttende undervisning, der i dag rummer alt fra lektiecafeer til praktiske matematikopgaver med hammer og søm. 16 b har hidtil givet mulighed for at lave understøttende undervisning om til timer med to voksne, og kravet har tidligere været, at der stadig skulle være understøttende undervisning på skoleskemaet.

Paragraffen er blevet brugt af langt over halvdelen af landets kommuner og har ført til, at skoledagens længde varierer fra skole til skole og fra kommune til kommune. Det kunne man også kalde frihed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge den nye aftale skal det være muligt at konvertere op til to klokketimers understøttende undervisning til andre aktiviteter. Dermed bliver der sat en grænse for, hvor mange timer skolerne kan ændre. Den grænse har været langt mere flydende frem til i dag.

Aftalepartierne er samtidig enige om at ophæve den nuværende bestemmelse om, at konverteringen på mellemtrin og i udskolingen kun kan ske i helt særlige tilfælde. Men der har også i praksis vist sig at være så mange helt særlige tilfælde i Danmark, at det har været elastik i metermål.

Mens der således bliver sat grænser for, hvor mange timer der må ændres, bliver det mere frit, hvad skolerne kan sætte i stedet for den understøttende undervisning. Det kan ifølge den nye aftale være: timer med to lærere eller en lærer og en pædagog. Det kan også være særlige talentforløb og turboforløb for fagligt dygtige og fagligt svage elever.

Bliver der samlet givet mere frihed eller ej? Det kan og vil blive diskuteret. Samme paradoks kan ses i ’Folkets skole’, regeringens udspil til den færdige aftale. Regeringen ville i forslaget præcisere og stramme op. Resultatet er blevet mere snævre grænser for, hvor mange timer til understøttende undervisning der kan konverteres. Men større frihed til, hvad timerne kan ændres til.

Hvis politikerne vil tage frihedsdagsordenen alvorligt på længere sigt, er den nye aftale kun en begyndelse.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden