De sidste trin op ad de stejle metaltrapper til udkigsposten i det fri er hårde og sender et gedigent skud syre ud i benene. Vejen herop er gået fra den lille landsby Malga Ciapela i en gyngende skilift i vintervind over nåleskove og dyner af jomfrusne. Vi er nået til toppen af Marmolada-bjerget, som ligger i det nordøstlige Italien på grænsen mellem de to regioner Veneto og Trentino. Bjergkæden Dolomitternes højeste punkt.
Man må hive efter vejret. Ikke kun fordi luften er så meget tyndere i 3 kilometers højde – eller 3.342 meter for at være præcis – men lige så meget på grund af det svimlende syn: Marmolada er kendt som Dolomitternes dronning, og hendes top troner over et storslået og solrigt landskab af sten og klipper, sporadisk beklædt med sne så langt øjet rækker.


























