De er en af omverdenens primære kilder til pålidelig information om Ruslands invasion af Ukraine. Nu vinder de Politikens Frihedspris for deres journalistiske frygtløshed.

De blev født ud af en stor skandale. Nu modtager de Politikens Frihedspris

»Det handler om vores lands overlevelse«, siger Olga Rudenko, chefredaktør på The Kyiv Independent, som nu får Politikens Frihedspris. Arkivfoto: Thomas Borberg
»Det handler om vores lands overlevelse«, siger Olga Rudenko, chefredaktør på The Kyiv Independent, som nu får Politikens Frihedspris. Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

De går både op imod Vladimir Putin og lægger sig ud med Volodymyr Zelenskyj.

Siden krigens begyndelse har Kyiv Independent insisteret på pressefriheden og den journalistiske uafhængighed.

Også selv om det har mødt modstand. Og ifølge chefredaktør Olga Rudenko er det vigtigere end nogensinde før.

»Alt ændrede sig den dag, vi blev invaderet. Siden har vi dækket krigen på alle tænkelige måder, og vi bliver ved, så længe den varer. Det handler om vores lands overlevelse«, sagde hun i et interview i Politiken i januar.

Lørdag 21. februar modtager det ukrainske onlinemedie Politikens Frihedspris, som hvert år gives til ekstraordinære personer eller institutioner, der under risikofyldte omstændigheder forsvarer frihedsrettigheder ude i verden.

Ifølge Politikens chefredaktør, Christian Jensen, hyldes årets prismodtager for et ærefrygtindgydende journalistisk mod.

»I krig er sandheden ofte det første offer. Men Kyiv Independent går den anden vej ved at holde fanen højt og lave undersøgende journalistik af høj international standard«, siger han.

Går kritisk til begge sider

Kyiv Independent har ikke bare afsløret Ruslands krigsforbrydelser og været til stede ved fronten, mediet er også gået kritisk til Ukraines egen regering og folkehelten Volodymyr Zelenskyj.

Det er netop det, der er så ekstraordinært inspirerende ved Kyiv Independent, siger Christian Jensen.

»De beskriver, hvordan de russiske styrker kidnapper og omskoler ukrainske børn. Men samtidig formår de at lave kritisk journalistik, når Volodymyr Zelenskyj laver indgreb i korruptionsbekæmpelsen. Det vidner om et meget stort mod, en frygtløshed og en journalistisk integritet, som er helt enestående«, siger han.

Udover at sætte deres liv på spil ved frontlinjen arbejder Kyiv Independents journalister under vanskelige omstændigheder fra en hemmelig adresse i Kyiv. De lider ligesom resten af den ukrainske befolkning under gentagne strømafbrydelser forårsaget af russiske angreb og arbejder både i kulde og mørke meget af tiden.

De formår »under værst tænkelige forhold at bevise, at journalistik kan gøre en forskel«, lyder det fra Christian Jensen.

Det begyndte med en fyring

Kyiv Independent gik i luften blot tre måneder før fuldskalainvasionen i 2022.

Det hele begyndte med en fyring, da ejeren af Ukraines ældste avis, Kyiv Post, i 2021 fyrede alle sine journalister efter massiv intern kritik af en række tiltag, som medarbejderne opfattede som voldsomme indskrænkninger af den journalistiske uafhængighed.

Der gik ikke længe, før journalisterne i stedet besluttede sig for at gå sammen om at starte et nyt medie. Det blev til Kyiv Independent, som i skrivende stund har 25.000 medlemmer og omkring 2 millioner månedlige læsere.

Emilie Stein

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her