Der er få helte i russisk historie. For russere, der var imod Putins regime, var Navalnyj en helt og repræsenterede håb. Aleksej Navalnyjs vision om ’fremtidens smukke Rusland’, hvor ledere er frit og retfærdigt valgt, korruption tæmmes, og demokratiske institutioner fungerer, og et Rusland, som er i fred med sine omgivelser, gav ham bred opbakning i Rusland.
Nadja Tolokonnikova, en af de legendariske grundlæggere af Pussy Riot, skrev i et essay i The New York Times til minde om Navalnyj om, hvordan hun som 16-årig i 2007 så ham til en demonstration, og hvordan han gav hende inspiration til at grundlægge Pussy Riot: »Han hjalp mig og millioner af russere med at indse, at vores land ikke behøver at tilhøre KGB-agenter og Kremls håndlangere. Han gav os også noget andet: en vision, han kaldte ’fremtidens smukke Rusland’. Denne vision er udødelig, i modsætning til os mennesker«.
Hans karisma og sarkastiske humor tiltrak unge, energiske aktivister, og han kunne tiltrække og skabe et hold, der mere lignede en fancy startup, som stod i skarp modsætning til Putins humorløse, arkaiske og militaristiske kommunikation bakket op af gamle vrede, paranoide mænd.
Sammen skabte de farverige, humoristiske, professionelt producerede videoer, der afslørede Putin-toppens korruption. Blandt andet producerede de filmen ’Putins Palads’ om Putins eksorbitante palads ved Sortehavet med guldtoiletbørster, en underjordisk ishockeybane og en poledancingscene. Filmen blev lagt op på YouTube på dagen for Navalnyjs tilbagevenden til Moskva i januar 2021 og er set af mere end 134 millioner mennesker. En decideret rød klud i ansigtet på Putin.
Jeg kan huske, at da jeg så den, tænkte jeg: Det bliver hans død. Aleksej Navalnyj fortæller i filmen, at hensigten med, at den skulle udkomme netop ved hans hjemkomst, var at vise, at han ikke frygtede Putin.
Aleksej Navalnyj var i stand til at give politik og politiske valghandlinger mening, selv under de mest umulige betingelser for politisk frihed, og selv om det var umuligt for ham selv og hans bevægelse at stille op til valg.
I stedet opfandt de systemet ’smart voting’, en taktisk afstemningsstrategi med det formål at fratage Putins parti, Forenet Rusland, stemmer ved regionale og føderale valg. Bevægelsen førte kampagne og konsoliderede stemmer hos dem, som systemet havde givet lov til at stille op imod det parti, som Navalnyj kaldte ’skurkens og tyvenes parti’.
Aleksej Navalnyj forsøgte om nogen at bekæmpe frygtens greb om den russiske befolkning ved humoristisk at udstille Putins grådighed og kleptokratiske greb om det russiske samfund.
Frygt er en faktor i den kollektive undertrykkelse. Frygten er Putin regimets stærkeste våben. I Rusland er den nedarvet gennem generationer og begrænser russerne i at agere som selvstændige og uafhængige individer. Frygten anfægter dermed din personlige integritet din indre kerne, din værdighed som individ. Gør dig ufri, stavnsbundet til det politiske dogma, som er det fremherskende.
I dag er det det dogma i putinisme. Putinismen kan bedst beskrives som nationalistisk-imperialistisk, da den kombinerer både imperiale ambitioner og en overdrevet nationalisme.
Putinismen understreger Ruslands særlige vej, at Rusland udgør en særlig civilisation, hvor Rusland ikke har brug for Europa, men tværtimod skærmer sig med alle midler mod indflydelse fra (læs: samfundsundergravende) de europæiske liberale demokratier.
Putin har udviklet en mytologiseret officiel version af historien, formuleret i essayet ’Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere’. Her indgår et panslavisk koncept, der i Putin og putinisternes øjne retfærdiggør annekteringen af Ukraine og udryddelse af den ukrainske identitet.
Med udgangspunkt i ideologien udstødes alle, som ikke bakker op om putinismen. De kommer til at leve i et indre eksil eller konkret, som det sker stor stil f.eks. i universitetsverdenen, hvor fyringer og udelukkelse af studerende med forkerte tanker er dagligdag.
Med humor og frygtløshed bekæmpede Julija og Aleksej Navalnyj putinismen og dens greb i den russiske befolkning. Alle, som ikke er tilhængere af putinismen, udgør ifølge ideologien en femte kolonne af nationale forrædere, ja, endda radikale ekstremister, som også Julija Navalnaja også i dag officielt er.
Det ideologiske udgangspunkt bruges til at skabe politisk accept blandt Putins tilhængere af den brutale krig i Ukraine og de uforholdsmæssige straffe mod politiske modstander eller det, som alle ved var et mord på Aleksej Navalnyj.
Frygten går langt tilbage i Rusland, men først og fremmest har den rødder i Stalin-tiden, hvor flere millioner havnede i GULag, de berygtede straffelejre, og forsvandt og døde. Tilbagevendende bølger af arrestationer, henrettelser og deportationer, udført af det hemmelige sovjetiske politi, var en del af virkeligheden for befolkningen i de ca. 25 år, hvor Stalin var ved magten – og det samlede antal ofre for stalinismens forbrydelser skal tælles i millioner.
Men paranoiaen og frygten strakte sig ind i 80’erne. Jeg husker, at jeg som ung i 80’ernes Sovjetunion stadig skulle hviske, når jeg gik ind i en opgang, så mine russiske venner ikke blev afsløret i at have vesterlændinge på besøg.
Der bliver stadig opdaget massegrave fra Stalin-tiden rundtomkring i landet. Men Putin og hans regime dækker over det sammen med andre af Stalin-tidens forbrydelser. Faktisk er Stalin i høj grad blevet rehabiliteret.
Organisationen Memorial, som indsamlede viden om Stalin-tidens forbrydelser, er lukket, og for nylig blev GULag-museet i Moskva også lukket. Museet kortlagde og beskrev sovjettidens fangelejre og udførte et omfattende dokumentationsarbejde i form af interviews med de sidste fangelejre indsatte.
I de fire år, der er gået, siden Aleksej Navalnyj blev arresteret, og de tre år siden Putins totale angrebskrig mod Ukraine er Putins greb om det russiske samfund gået fra autoritært til totalitært.
Det er derfor næsten umuligt at nå den russiske befolkning i dag, vi er tilbage til sovjettiden med en befolkning isoleret fra resten af verden, hvor det at være vesterlænding i Moskva er lig med at være en fjende af Rusland i regimets fortælling.
Putin og regimet fører krig mod sine egne borgere, hybridkrig mod sine naboer, holder Belarus og Georgien som gidsler i deres krig mod Vesten og Ukraine og fører angrebskrig mod Ukraine med det mål at udrydde ukrainsk identitet og straffe ukrainernes ønske om frit at vælge samfundsform og selvstændighed.
Krig er Putins strategi for politisk overlevelse en anledning til at stramme og fastholde et jerngreb i befolkningen og magten som i George Orwells ’1984’ og den uendelige krig.
Centralt i Aleksej Navalnyjs politiske kamp stod hans kone, Julija Navalnya, og hans tydelige kærlighed til hende. Hun var også hans politiske sparringspartner og delte hans politiske vision.
I hans bog ’Patriot’ skriver han, at hun på mange måder var endnu mere opsat på at bekæmpe Putin end han for visionen om et smukt Rusland. Derfor var de enige om, at han skulle vende hjem til Rusland efter mordforsøget på ham på trods af alle farerne.
Deres kærlighed stod i skarp modsætning til Putins ensomme og kærlighedsløse fremtræden.
Vi bør betragte russiske prodemokratiske kræfter som vigtige allierede i kampen mod Putin i forhold til at påvirke den offentlige mening og forstærke anti-Putin og antikrigsfølelser i Rusland.
Den store deltagelse i Aleksej Navalnyjs begravelse på trods af undertrykkelse og putinisme, lange køer til støtte for opstilling af antikrigspræsidentkandidaten Boris Nadesjdin ved sidste års ceremonielle præsidentvalg, viser, at der er mange i Rusland, som ønsker frihed og fred. Vi bør signalere, at vi ser russere, der er imod putinisme og krigen, som allierede og Putins greb om magten som illegitimt. Dette vil give russisk indenlandsk modstand et løft og komplicere Putins krigsindsats.
Russere, der tør tale for demokratiet, og de, der stille higer efter Putins undergang, har brug for at blive mindet om, at de ikke er alene. De føler sig meget alene. Det er oppositionen i eksils primære opgave at forstærke stemmer af mod og håb. På sociale medier genpostede mange russere et billede, der viser Navalnyj holde et skilt op, hvor der stod: ’Jeg er ikke bange, vær heller ikke bange’. Alligevel er frygten, som Putin bruger til at regere, reel og voksende.
I sin bog ’Døren til den frie verden’ fortæller modstandsmanden og journalisten Ebbe Munck om mødet med en norsktalende Willy Brandt (som blev en legendarisk tysk kansler) og den tyske modstandskamp og dennes afgørende betydning for tilblivelsen af et demokratisk Tyskland. Men også, at den tyske modstandsbevægelse var isoleret i sammenligning med de andre modstandsbevægelser i datidens Europa, og det var en forhindring i kampen mod Hitler.
Der er paralleller til situationen i den russiske opposition i dagens Europa, som er isoleret i Rusland, men også uden for på grund af Putin-regimets angrebskrig og krigsforbrydelser i Ukraine og det kollektive skyldsspørgsmål, som nu hviler på alle russere – også på Julija Navalnaja, der insisterer på, at det er Putin, som er hendes fjende, ikke det russiske folk.
I forbindelse med en tale, hun holdt i Spanien, hvor den ukrainske opposition protesterede mod hende, sagde hun som svar: »Vi har én fjende. Og ukrainere behøver ikke at opfinde en fjende i form af den russiske opposition«.
»Jeg kæmper mod Putins regime og imod krigen. Og jeg tror, at det her er indbyrdes forbundne ting«. »Min mand, Aleksej Navalnyj, kæmpede mod Putin og imod krigen og blev dræbt i fængsel for det. Han brugte alle retsmøder, som fandt sted i løbet af hans fængsling, inklusive 24. februar 2022, som en platform for at tale mod krigen«.
Hun advokerer for en europæisk strategi for Rusland, som er fremtidsorienteret, fordi, som hun siger, uanset hvad Europas fremtid bringer, vil Rusland være en del af det. Ukraines ret til at forsvarer sig selv er en del af den strategi. Men uanset hvad Ruslands fremtid bringer, vil den være forbundet med Europas fremtid.
Siden Navalnyjs død har oppositionen været nødt til at genopfinde sig selv fra udlandet.
Navalnyjs Anti Korruptions Fond, der nu opererer fra Litauen, forsøger at nå følgere gennem udsendelser på YouTube og opslag på sociale medier. Men det er op ad bakke. YouTube er reelt blokeret, og frygten dominerer internt i Rusland. Julija Navalnaja er trådt frem på scenen og har bekendtgjort, at hun overtager stafetten efter sin mand som en, der kan samle oppositionen i overgangen til demokrati.
I en artikel fra Vanity Fair fra 2021 blev deres forhold beskrevet på denne måde: »Navalnyj, politikeren, er to mennesker: Julija og Aleksej«.
Hendes lederskab af oppositionen er bredt accepteret. Hun er et kendt navn; Aleksej Navalnyj viste offentligt sin kærlighed til hende, både fra retssalen, fængslet og i videoer, han lagde op, og i den bog med hans dagbogsoptegnelser, ’Patriot’, som nyligt er udkommet. Hele sit politiske virke udførte han med hendes fulde opbakning, på trods af de klare farer der var forbundet med det både for ham og hende.
De delte en livsmission om at skabe et frit og demokratisk Rusland. Hun har dermed mulighed for at bygge på sin mands legitimitet og popularitet som den russiske oppositionsleder. I kraft hans klare kærlighed og hendes utvetydige støtte til den fælles mission nyder hun udbredt sympati og opbakning, netop fordi hun indtager den rolle, og fordi hun og hendes børn klart har betalt en høj pris i kampen for frihed for Rusland.
Hendes mål er at skabe forandring i Rusland. Derudover forsøger hun at forene en meget splittet russisk opposition i eksil. Som hun gentager igen og igen, er hendes primære politiske modstander Vladimir Putin: »Vi ved, hvorfor vi kæmper: for et fremtidigt Rusland, der er frit, fredeligt og smukt. Det Rusland, Aleksej drømte om, er en mulighed, gør dit yderste for at få hans drøm til at gå i opfyldelse«, siger hun i en af sine videoer til den russiske befolkning.
De russere, der har givet deres frihed i kampen mod Putins korrupte regime, er ikke fjender af Ukraine. De står også over for brutaliteten og mishandling af Putin og hans håndlangere - selv om deres lidelser er af en helt anden størrelse end ukrainernes. At have den russiske opposition som allieret kan hjælpe Ukraine.
Det ville være med til at koncentrere opmærksomheden og mobiliseringen af europæiske ledere om kampen mod Putins regime. Det vil understrege, at der vil være et post-Putin-Rusland, et alternativ til putinisme. Det er kun Kreml, der vinder på angreb på den russiske opposition og splittelse i modstanden mod Kreml.
Det betyder ikke, at der ikke skal ske en selvransagelse i Rusland, blandt russere også i den russiske opposition, når den tid kommer. Hvor ligger årsagen til frygten for Rusland blandt dets naboer, og hvordan skal man tæmme bjørnen, så den aldrig vågner igen?
Hvordan håndterer man stalinismen, putinismen og den russiske nationalisme i fremtidens Rusland? Men en ting er sikkert: Uden en politisk opposition i Rusland, som går ind for demokrati, retstatsprincipper og et stærkt civilsamfund, som har adgang til den russiske befolkning, bliver det svært at tage en samtale om håndteringen af opgøret med forbrydelserne og spørgsmålet om skyld og ansvar. Derfor skal Julija Navalnaja have Politikens Frihedspris.
fortsæt med at læse
