Europa skal have bedre imamer

Den dansk-amerikanske islamforsker Jytte Klausen har konstateret, at mellem 50 og 95 procent af politisk valgte muslimer i seks europæiske lande har en religiøs reform som deres vigtigste krav til politiske forandringer i de lande, hvori de lever. De anser især situationen omkring de imamer, der importeres til Europa fra de arabiske lande, for uacceptabel og farlig. Jytte Klausen har spurgt 250 politisk valgte muslimske ledere i Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Holland og Frankrig, hvad de forventer af regeringerne i de forskellige lande. De beklager sig især over uvidenhed og dårlig uddannelse bandt de imamer, der sendes til Europa fra Tyrkiet og den arabiske verden. De kan ikke tale sproget i det land, de kommer til, og når heller aldrig at lære det. Nogle af disse imamer er under anklage for at være såkaldte hadprædikanter. De muslimske politikere fortæller, at mange forældre er bange for, at deres børn skal komme under påvirkning af radiale muslimske prædikanter og måske ende i ungdomskriminalitet. Bekymring »Man er træt og bekymret over den påtvungne afhængighed af den arabiske verden«, siger Jytte Klausen til Politiken. Hun siger, at de europæiske lande selv må tage hånd om problemet. Hun tror ikke, at den tyrkiske stat på længere sigt vil fortsætte med at uddanne imamer til de tyrkiske menigheder i Europa. Det er alt for dyrt, og dertil kommer, at Tyrkiet måske for alvor står over for en adskillelse af stat og religiøse samfund. En sådan adskillelse skete formelt allerede i 1924, da den tyrkiske leder Mustafa Kemal Atatürk afskaffede det tyrkiske kalifat. I stedet oprettedes en slags statsislam, der kontrolleres af religionsministeriet. Den dertil knyttede religiøse organisation Ditip står for udsendelsen af tyrkiskuddannede imamer til Europa. Den strenge kontrol sikrer, at der ikke udsendes fundamentalistiske imamer. Danmark har opsagt imamaftalen med Tyrkiet. I Holland og Tyskland forsøger man i stedet, om samarbejdet kan reformeres. For tiden er 30 Ditipimamer på skolebænken i det katolske akademi i Stuttgart. Her skal de sammen med kristne gejstlige forsøge at etablere en 'kulturdialog'. Dialogen er dog ulige. Mens de kristne menigheder råder over etablerede institutioner og kirker, har muslimerne som regel kun beskedne selvetablerede bedehuse at gøre gengæld i. Hollandsk krav I Holland diskuterer man, om man kan rejse kravet om, at ingen udenlandsk imam vil få arbejdstilladelse, hvis han ikke taler hollandsk. Det undersøges i øjeblikket, om en sådan lov vil være diskriminerende. Men i de sidste ti år har Holland af alle indvandrere krævet, at de lader sig undervise i hollandsk sprog og kultur. Imamer sendes på et særligt kursus. Erfaringen viser dog, at kløften mellem det tyrkiske og hollandske er svær at overstige for udsendte imamer. Yassin Hartog fra organisationen Islam og Borgerrettigheder, siger, at især marokkanske imamer er uacceptable. De er ofte analfabeter. »De kan nok recitere Koranen udenad, men ved intet om europæisk historie«. Der er samtidig enighed om, at den nuværende ordning med fireårige imamudsendelser gør forsøg på at præge imamerne med europæisk kultur umuligt.