Egypten føler sig forsmået af Fogh

»Hvis denne sag har vist mig én ting, så er det, at der er lande i Europa, der ikke praktiserer det, de prædiker«. Egyptens udenrigsminister, Ahmed Aboul Gheit, hæver stemmen indigneret, mens han slår ud med armene på det store kontor i Kairos centrum. Diplomatisk kampagne Emnet er Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed for halvanden måned siden. En sag, Egypten nu har gjort til storpolitik ved at indlede, hvad Aboul Gheit kalder »en diplomatisk kampagne« mod avisen med breve til bl.a. FN, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og den muslimske verdensorganisation OIC. Men det er ikke avisen, Aboul Gheits bemærkning er rettet til. Det er den danske regering. Rettens vej Da tegningerne blev offentliggjort, skrev ambassadørerne for Egypten og ti andre muslimske lande til statsminister Anders Fogh Rasmussen for at bede ham »gå i rette med de ansvarlige i henhold til landets love af hensyn til harmonien mellem trosretningerne, bedre integration og Danmarks generelle forhold til den muslimske verden«. Samtidig gjorde de det klart, at de gerne ville have et møde med statsministeren. Men anmodningen blev afvist. Statsministeren sagde, at han ikke ville blande sig i sagen og opfordrede de 11 lande til at gå rettens vej. Omtalt Siden har flere af landene gjort det klart, at de havde regnet med mere respons. Tyrkiets ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, bragte emnet op over for Anders Fogh Rasmussen under sit besøg i Danmark denne uge. Aviser og hjemmesider i flere muslimske lande har omtalt det, og OIC har sat sagen på dagsordenen for sit verdenstopmøde i december. Den egyptiske udenrigsminister fortæller, at han føler sig svigtet af den danske regering. »Vi bad jo ikke om at få standset avisen eller at censurere den, det har vi ingen ret til. Men jeg havde håbet på støtte fra den danske regering i en eller anden form for erklæring. I stedet bliver vi afvist ved døren og bedt om at gå til domstolene«. 'Afvisning er sagens kerne'Siger De, at hvis der havde været et møde, kunne hele sagen have stoppet der?

»Absolut. Det havde vist, at regeringen følte sig engageret i emnet«, siger udenrigsministeren. »Dette (afvisningen af mødet, red.) er nok hele sagens kerne. Hvis vi havde kunnet møde regeringen og forklare dem vores position, så havde det i det mindste udtrykt en holdning fra regeringens side. Han kunne have sagt: »Mine herrer, de må forstå, at mine hænder er bundet. Jeg kan ikke handle mod det, men jeg vil gerne sige, at det ikke er min holdning«. Men det er tydeligt, at der faktisk er folk i den danske regering, der kan lide, hvad de ser«. »Hadsk provokation« Aboul Gheit gør det klart, at han ikke vil angribe ytringsfrihed som sådan. Men for ham at se er tegningerne udtryk for »en hadsk provokation«, og han kæder det sammen med regeringens nylige åbning af et Dansk-Egyptisk Dialogcenter i Kairo - et center, der skal supplere ambassaderne som et ekstra bindeled mellem de to lande. »Jeg må indrømme, at jeg finder det ironisk, at jeg bliver bedt om at diskutere kultur og mellemfolkelig forståelse med jer, og på samme tid fornærmes jeg sammen med en milliard andre muslimer. Og ingen løfter en finger for mig«. Handelssanktioner Ifølge Aboul Gheit har sagen skabt oprør i mange flere regeringer end Tyrkiets og hans egen. »Jeg taler med mange muslimske og arabiske udenrigsministre, og flere af dem har sagt, at vi altid kan få vores handelsministre til at tage sagen op og vise vores utilfredshed på håndgribelig vis. I selve dette kontor var der sidste uge to udenrigsministre, der talte om at bruge samhandelen«. Som et svar på tegninger i en avis?

»Ja! Og jeg sagde: Nej, nej, det kan vi ikke, det er separate emner. Vi kan ikke blande økonomi ind i det. Men der er altså folk, der er nået dertil«, siger udenrigsministeren - uden at ville at gå ind på, hvem de to lande var. 'Vi vil ikke tro på hvad vi hører' Men han gør det klart, at diplomatiske tiltag er noget andet. »Dette har lært os, at når den danske ambassadør hertil, eller danske ambassadører ved internationale institutioner vil rejse emner om menneskerettigheder, om religion, om retten til ikke at blive ydmyget, så vil vi lytte uden at sige noget, og vi vil ikke tro på, hvad vi hører«. Men der er vel en gradsforskel på avistegninger og på emner som undertrykkelse ...

»Ja, ja, det er der da. Men det står fast, at regeringen ikke udtrykte solidaritet. Hvis nogen havde sagt, at dette ikke var det officielle Danmarks holdning, så havde vi følt, at avisen stod alene. Når man ikke siger noget, så er det enten, fordi man skammer sig, eller fordi man er enig. Hvis man havde været imod (tegningerne, red.), havde man sagt det«.