Frankrigs regering vil generobre Paris' forstæder med rå magt

Efter to ugers voldsom uro i de franske indvandrerkvarterer går jagten på uromagere og kriminelle nu ind. I de kommende dage bliver enheder fra det særlige republikanske sikkerhedskorps, CRS, fast udstationeret i de barskeste kvarterer som den første etape i bestræbelserne på at normalisere forholdene, bebudede chefen for dette særlige urokorps i går i avisen Le Journal du Dimanche. »Vi går ind i de vanskeligste områder ... Vi skal generobre disse territorier«, lyder det med nærmest krigerisk tone fra CRS-korpsets øverstkommanderende, Christian Lambert. Blandede reaktioner Målet er at muliggøre normalt politiarbejde i kvarterer, hvor politi, brandvæsen og sociale myndigheder ikke har været i stand til at fungere normalt i over 20 år. Ude i kvartererne er reaktionerne blandede. »Det bliver bare mere vold, mere politikontrol og flere ydmygelser«, siger 18-årige Malik fra Chanteloup-les-Vignes vest for Paris. På høje tid Stemningen er helt anderledes i villakvarteret omkring den lille bys centrum. »Det er på høje tid. Det hører ingen steder hjemme, at hundredvis af unge kan stjæle, overfalde andre og hinanden uden på nogen måde at blive stillet til regnskab«, mener en af de handlende på markedet. Rapstjernen Disiz La Peste, der er et af indvandrerungdommens idoler, ser mere nuanceret på det, og ifølge ham er det nødvendigt at genskabe roen for at komme videre. »Det er socialt selvmord at brænde en skole af. Er det i orden at hælde en invalid over med benzin, fordi du er ulykkelig eller arbejdsløs? Nej, så er du bare et stykke lort«, siger han til Le Journal du Dimanche. »Man skal ikke tro, at de kvarterer er Walt Disney«, fastslår han. Men Disiz La Peste advarer samtidig mod de stereotype billeder af forstæderne, medierne bringer år efter år. Sociale problemer Virkeligheden er nemlig sammensat, og der er også solstrålehistorier fra disse kvarterer. Men de er sjældne, og statistikkerne over kriminaliteten i 'les cités' er dramatiske - og statistik siger i den forbindelse ikke ret meget, for mange af ulovlighederne bliver aldrig meldt. Mange er bange for at melde et tyveri, et overfald eller en voldtægt, og mange steder kommer politiet kun i større kolonner og pansrede biler. Det samme gælder redningsmandskab i ambulancer, der kun betjener flere af disse bebyggelser under politibeskyttelse. En af forklaringerne på hadet til myndighederne er følelsen af svigt fra samfundets side. »I visse af disse kvarterer er arbejdsløsheden omkring 50 pct. for unge, hvis fædre er arbejdsløse eller arbejdere. Og den kan være højere i særligt udsatte kvarterer og blandt unge indvandrere«, siger sociologen Laurent Mucchielli fra det statslige forskningscenter CNRS. Han peger som andre på politiets indsats i de kvarterer, hvor de rent faktisk patruljerer. Hårdhændet behandling af de unge under kontrol af papirer, racistiske bemærkninger og evindelige trusler. Politiet har en noget anden forklaring. »Hvordan ville De reagere, hvis De under jagten på en knivstikker eller voldtægtsmand får et køleskab i hovedet, der sammen med andet 'kasteskyts' befinder sig på taget af en bygning. Eller hånlige tilråb fra drenge på 12 år«, lyder konstateringen fra et medlem af politiets fagforening, Alliance. Organiseret kriminalitet Begge parter har ret, og nu vil regeringen bryde den onde cirkel - endnu en gang. Indenrigsministerens diagnose er, at det i første række gælder om at rense kvartererne for deres kriminelle elementer. For ud over arbejdsløsheden, ydmygelserne og racismen - der også fungerer mellem arabere og sorte - er virkeligheden i indvandrerkvartererne også galopperende kriminalitet. Det strækker sig fra hashhandel uden for skolerne - hvilket får ressourcestærke indbyggere til at flytte væk fra kvartererne - til organiseret kriminalitet med hård narko samt salg af biler, mobiltelefoner og computere, der enten bliver omsat i kvartererne eller få måneder efter står på hylderne i butikker i Rabat, Abidjan og Timbuktu. Fra vagtmand til hælerichef De årlige rapporter fra politiet og jævnlige arrestationer og beslaglæggelser af stjålne varer i havnen i Marseille taler deres eget tydelige sprog. De unge i forstæderne nægter det heller ikke. »Jeg kan ikke holde skolen ud, og jeg får aldrig et job. Så jeg bliver nødt til at lave noget 'business', forklarer 14-årige Alex fra det berygtede indvandrerkvarter Val Fourré i Mantes-la-Jolie vest for Paris. Hans opgave bestod som 10-årig i at holde vagt ved en af indkørselsvejene til kvarteret, hvor hverken politi eller unge fra andre kvarterer er velkomne. Nu er han steget i graderne og er med til at sælge de stjålne varer - og målet er at blive caid, chef. Moderen fra Elfenbenskysten er alene med fire børn. Faderen er 'forsvundet', og moderen ved udmærket, hvad sønnen laver. Ingen straf Historien om Alex er lige så banal som de mange rapporter om kriminaliteten blandt de unge, der er droppet ud af skolen, og hvis eneste ambition er »at komme i fjernsynet« eller få nyt mærketøj. Dramaet er, at de unge efterhånden finder deres 'business' helt normalt. De finder det også normalt ikke at betale i tog og busser, og de hyppige overfald på indvandrerpiger, der vælger venner uden familiens godkendelse, retfærdiggør 'storebrødrene' med, at »de ikke skal ende som ludere«. »Eftersom ingen griber ind, mener de unge, at deres handlinger ikke er alvorlige. De bliver værre og værre, og kriminaliteten ender med at blive en livsstil, en form for erhverv«, siger sociologen Sébastian Roché, der har skrevet flere undersøgelser om kriminalitet i forstæderne, til ugemagasinet L'Express. Og ofte ligger undskyldningerne lige for: fattigdommen, som de unge ifølge rapsangeren Disiz La Peste har tendens til at overdrive, manglende forståelse i skolen og udsigten til arbejdsløshed. Nødvendig dialog Han taler om nødvendigheden af en dialog, og uden at forbigå samfundets ansvar advarer han også de unge mod at give op på forhånd og som mange »læne sig op ad murene« under påskud af, at de er bortdømt af samfundet. Det samme gør den tidligere bankrøver Yazid Kherfi, der nu er forfatter og i mange år lavede socialt arbejde i Chanteloup-les-Vignes vest for Paris. Her gør kommunen - ligesom de fleste andre steder med store indvandrergrupper - en stor og kostbar social indsats, der blot ikke hjælper ret meget. Men det vil være en katastrofe at give op, mener han. »Nu skal man have de mest voldelige i tale. Ellers overlader man dem til religiøse fanatikere og bandelederne«, siger han til dagbladet Le Parisien. Franskmændene støtter hård linje Men regeringen satser i første omgang på en »robust« politiindsats, og et flertal af franskmændene giver indenrigsminister Nicolas Sarkozy ret, viser en meningsmåling offentliggjort i går. Men uanset metoderne vil det vare mange år, før de sidste bål er slukket i de franske indvandrerkvarterer.