Oliepriser og lav vækst kan udløse opstand i Frankrig

Premierminister Dominique de Villepin og resten af Frankrigs regering er netop vendt hjem fra sommerferie til en kedelig melding. Analytikere og kommentatorer vurderer, at landet står over for den værste periode med social uro i ti år. Benzinpriserne skyder i vejret, den økonomiske vækst vil ikke rigtig op i fart, fagforeningerne raser, befolkningens tillid til landet og dets politiske ledere er i bund, og der er stadig en række upopulære reformer, der skal gennemføres. Betingelserne er altså til stede for det, analytikeren Gerard Mehmet kalder en »ægte social opstand«. Benzin på bålet Dominique de Villepin, premierministeren, fik lidt opmuntring i juli, da hans personlige popularitet steg med 11 procentpoint til 48 procent, fordi vælgerne opdagede, at manden, der generelt blev opfattet som en højpandet aristokrat, faktisk var i stand til at tale, lytte og handle som en almindelig dødelig, når han altså gad. Men det er netop hans handlinger, der ser ud til at blive benzin på bålet, når protesterne formentlig bryder løs til september. Lige før sommerferien gennemtvang premierministeren nemlig en række foranstaltninger med det formål at nedbringe arbejdsløsheden, som det længe har været umulig at presse ned under ti procent. Ledighed i centrum Arbejdsløsheden står øverst på regeringens dagsorden, og det vigtigste element i reformpakken er »den nye ansættelseskontrakt«, eller CNE, der giver arbejdsgivere ret til at fyre medarbejdere uden begrundelse i de første to år af ansættelsesforholdet. Erhvervsfolk klapper i hænderne over de nye ansættelseskontrakter, som de mener tilfører det overregulerede franske arbejdsmarked en portion hårdt tiltrængt fleksibilitet. De offentligt ansattes stærke fagforeninger er til gengæld harmdirrende og kalder ordningen første skridt i retning af et liberaliseret »angelsaksisk« arbejdsmarked, hvor tryghed i ansættelsen er et ukendt begreb. Kollektiv respons Det er traditionelt sæson for strejker i Frankrig, når sommerferien er forbi, og i år planlægger fagforeningslederne en gradvis optrapning af protestaktionerne snarere end en totaloffensiv fra første dag. »Vi er bevidste om behovet for en kollektiv respons på tværs af alle klasser og sektorer«, siger Jean-Christophe le Duigou fra CGT. »Det er også afgørende, at indsatsen planlægges meget nøje. Den slags tager tid«. Den første massedemonstration skal finde sted i slutningen af september, hvor over en million arbejdere vil gå på gaden, fortæller han. Skolelærerne har dog planlagt deres første strejke allerede i næste uge. Store løfter Den slags protester kan tage en dramatisk vending i Frankrig: I 1995 førte en massiv folkelig modstand imod en forholdsvis mild reformpakke til regeringens fald. Premierminister Alain Juppé og hans centrum-højreregering måtte træde tilbage. De Villepin har ikke kun arbejdsløsheden at tænke på. 8. september har han siddet på posten i 100 dage, og han har lovet, at han inden da vil have »genoprettet nationens tillid«. Folkelig utilfredshed Men der er udbredt utilfredshed i befolkningen over den faldende købekraft, der udhules yderligere af de stigende oliepriser, og stærk modstand mod de planlagte reformer inden for uddannelse, i statsforvaltningen og på sundhedsområdet. Den økonomiske vækst i årets andet kvartal var på beskedne 0,1 procent, og EU lægger samtidig pres på den franske regering for at få den til at overholde vækst- og stabilitetspagten, der kræver, at underskuddet på de offentlige finanser højst må udgøre tre procent af bruttonationalproduktet. På den baggrund bliver det nærmest umuligt for premierministeren at få vedtaget en finanslov for 2006 uden store nedskæringer i de offentlige udgifter. Det gøder jorden for endnu mere uro. Oversættelse: Tonny Pedersen