Egypten har opgivet tanken om, at fem pakistanske mænd var involveret i lørdagens terrorangreb mod feriebyen Sharm el-Sheikh. I stedet rettes fingeren mod en lokal gruppe af militante muslimer, der har fået hjælp af Sinaiørkenens beduiner. Modtog advarsel Samtidig oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters, at de egyptiske myndigheder havde modtaget en advarsel om et forestående terrorangreb i feriebyen »nogle dage tidligere«. Men advarslen gjaldt byens kasinoer, så kun sikkerheden der var blevet øget. I stedet ramte bomberne et hotel, et travlt marked og en parkeringsplads. Få konkrete oplysninger Fire dage efter bombeangrebet i feriebyen, der hvert år tiltrækker hundredtusinder af vestlige turister og brødføder mange egyptere, er det stadig småt med konkrete oplysninger om bagmændenes identitet. Men politiet synes nu at rette fingeren væk fra international kriminalitet og i stedet pege på en lokal terrorcelle. Dna-prøver fra liget af den mand, der pløjede en bil med sprængstof ind i receptionen på Ghazala Gardens Hotel, tyder ifølge arabisk tv og de internationale nyhedsbureauer på, at der er tale om en beduin fra Sinaihalvøen ved navn Youssef Badran. Badran var ifølge kilderne kendt for at sympatisere med muslimske ekstremister, og det var derfor, prøverne blev sammenlignet med hans dna. En kilde siger dog til Reuters, at Badrans identitet ikke er helt sikker. Vender blikket indad Men oplysningen tyder på, at de egyptiske myndigheder nu igen vender blikket indad for at finde gerningsmændene til det værste terrorangreb på egyptisk jord i nyere tid. Mindst 64 og op til 88 mennesker - langt de fleste egyptere - døde i angrebet, der omfattede tre næsten samtidige bombeangreb. Den store forskel skyldes, at det officielle lave tal ikke omfatter de uidentificerede kropsdele, som de lokale læger mener bringer dødstallet op på det høje tal. Mandag frigav de egyptiske myndigheder billeder af fem pakistanske mænd mellem 18 og 36, der skyndsomt havde forladt deres hoteller i Sharm el-Sheikh uden at tage deres pas med. Men tirsdag afviste de egyptiske myndigheder, at der skulle være en forbindelse til angrebet. Hidtil har fem forskellige grupper påtaget sig skylden for angrebet via meddelelser på internettet, de fleste ukendte. En enkelt anvendte dog en hjemmeside på internettet, der anvendes af al-Qaeda, hvorfor den tages lidt mere alvorligt end de andre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























