Børnene i betonhullet - aids i Østeuropa

Op til den smukke promenade langs med Sortehavskysten i den ukrainske havneby Odessa ligger Pionerernes Park. En lang mur adskiller parken og promenaden. For enden af muren, skjult for strømmen af forbipasserende forelskede par og rige russiske turister, fører en trappe ned til et lille bunkerlignende rum, knap nok på størrelse med et gennemsnitligt dansk børneværelse. Engang blev rummet måske brugt af parkens gartnere til haveredskaber. I dag udgør de fugtige betonvægge den eneste faste ramme om en flok gadebørns liv. Nogle dage er her 15, andre dage op mod 25. Pjalteproletariat Ungerne er et af affaldsprodukterne fra de seneste års voldsomme samfundsmæssige omvæltninger i Ukraine. Et forarmet pjalteproletariat i EU's baggård. Forældreløse. Eller flygtet fra familier, der går til i vold, druk og narkomani. De yngste er ikke mere end 6 år, de ældste knap 20. Langs væggene ligger beskidte madrasser, på gulvet i midten flyder gruppens fællesgods, en bunke med tøj, sko og lasede tæpper. Og brugte sprøjter og kanyler. De lever af at tigge og stjæle, heroin har de ikke råd til. I stedet køber de billig allergi- eller slankemedicin, knuser pillerne, opløser dem i varmt vand eller eddike, filtrerer grøden gennem et stykke stof og fixer et gult fluidum ind i en blodåre. Det giver en stakket rus, som damper af på et par minutter, og som ud over betændelser i blodårerne betales med en psykisk nedtur så dyb, at der kun er én ting, der hjælper. Et nyt fix. Hver anden time. Smitter hinanden 75 procent af gadebørnene i bunkeren er hiv-positive. Nogle af dem er til en begyndelse blevet smittet af andre narkomaner og har så givet smitten videre gennem de fælles sprøjter og kanyler. At de fleste af børnene overhovedet er blevet hiv-testet, skyldes hjælpearbejderne i organisationen The Way Home Foundation, som forsøger at lette børnenes liv med mad og med tilbud om en gang imellem at overnatte under bedre forhold end på de beskidte madrasser. Den skotske fotograf David Gillanders tilbragte sidste efterår ti dage sammen med gadebørnene i Odessa. Tre nætter overnattede han i det stinkende, overfyldte rum. Skræmmende vidnesbyrd Hans billeder er et skræmmende vidnesbyrd om den elendighed, der er vokset frem mange steder i Østeuropa efter Murens fald. Men det er også billeder af en hiv/aids-katastrofe, som måske allerede er ude af kontrol - og som under alle omstændigheder har mere tilfælles med situationen i det sydlige Afrika for 10-15 år siden, end det er rart at tænke på. I for eksempel Sydafrika sprang andelen af hiv-smittede i den voksne befolkning fra 1 til 15 procent på under ti år. FN's aids-program, Unaids, anslår, at et sted mellem 0,7 og 2,3 procent af Ukraines befolkning mellem 15 og 49 år nu er smittet. Langt størstedelen tilhører stadig risikogrupperne narkomaner og prostituerede. Men andelen af mennesker uden for disse grupper, som testes positive, er voksende. Det frygtede spring I Ukraine er virusset med andre ord i fuld gang med at foretage det frygtede spring - fra risikogrupper til almindelige mennesker - der gør kampen mod hiv/aids meget vanskeligere. Narkomaner og prostituerede ved man som regel, hvor man kan finde. Dem kan man få i tale. Men mænd, der går til prostituerede og bliver smittet - og deres koner ... Også på et andet område minder udviklingen i Østeuropa om forholdene i Afrika for år tilbage: Fornægtelsen af problemets omfang er massiv - både hos myndighederne og i den almindelige befolkning. Bekæmpelsen af hiv/aids er nærmest ikke-eksisterende på den politiske dagsorden, og stigmatiseringen af de hiv-smittede og aids-syge er stor. På et af Odessas sygehuse overværede David Gillanders, hvordan den 9-årige aids-syge dreng Vladic lå for døden, forpint af smerter, uden at lægerne og sygeplejerskerne tog sig af ham. Et ringe værn Blandt gadebørnene, fortæller den skotske fotograf, er de ældste i betonhullet i Pionerernes Park formentlig klar over, hvad hiv er, og hvordan det smitter. Men den viden er et ringe værn, når abstinenserne sætter ind, når der ikke er adgang til rene nåle og sprøjter, og når det hele kan være lige meget. Og de små ved ingenting. »Alene i centrum af Odessa kender jeg 12 steder, der minder om det i Pionerernes Park. Og i udkanten af byen, langs med kysten, hvor turisthotellerne ligger, er der mange flere. For der kan gadebørnene finde madrester i hotellernes affald«, siger David Gillanders, som i næste måned vender tilbage for at følge gadebørnenes liv.