Schröder: Også Tyskland sejrede på 'den længste dag'

Hvert ord han siger søndag, hvert skridt han tager på Normandiets kyst, vil være nøje overvejet. Gerhard Schröder er den første tyske regeringschef, der deltager i en mindehøjtidelighed for de mange, der faldt eller blev såret på »den længste dag« i 1944. Både hjemme og ude vil man vogte på hans balancegang, han er dog repræsentant for den nation, der forvoldte krigen. 'Sejr for Tyskland' I et brev, der offentliggøres i Bild am Sonntag, skriver kansleren, at »De allieredes sejr var ikke en sejr over Tyskland, men en sejr for Tyskland«, for nazismen blev nedkæmpet og et nyt, demokratisk Tyskland opstod. Oppositionspolitikere af andet geled på højre fløj klager over, at kansleren ikke vil besøge den største tyske soldatergrav i Normandiet. De kalder det »upatriotisk«, en hån mod krigsenker og tysk soldaterære. Krans for de døde Schröder har i stedet valgt at nedlægge en krans på en britisk kirkegård, hvor 2.200 faldne fra otte nationer ligger begravet, heriblandt 322 tyskere. Kansleren vil dvæle ved det fælles mindesmærke og vil desuden lægge en krans ved et kors, der fortæller, at her hviler en ukendt tysk soldat. Sine kritikere har kansleren søgt at skamme ud: Hans deltagelse i mindehøjtideligheden er »for følsomt et emne« til at blive udnyttet i smålige, partipolitiske sammenhænge. Folkelig opbakning Ifølge en meningsmåling bifalder 77 procent af tyskerne, at deres kansler er taget til Normandiet. Kun 16 procent, og da især ældre tyskere, synes, at han burde have holdt sig væk. Hans forgænger i kanslerembedet, Helmut Kohl, afslog både i 1984 og 1994 at tage del i mindehøjtideligheder for de allieredes landgang: »For den tyske kansler er der ingen grund til at fejre, når andre mindes deres sejr i et slag, hvor titusinder af tyskere omkom i elendighed«. Nu er der gået yderligere 10 år, og for Gerhard Schröder er hans tilstedeværelse i dag ensbetydende med, at der sættes et endeligt punktum for efterkrigstiden. Nu er tiden inde til at mindes og sørge i fællesskab. Tysklands tragedier Schröders far faldt i Rumænien i 1944. På sit skrivebord har kansleren et foto af den far, han aldrig fik at se. Landgangen i Normandiet i 1944 førte til Hitler-Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945. Var Tyskland nu blevet besejret eller befriet? Theodor Heuss, den første præsident for det nye, demokratiske Tyskland besvarede spørgsmålet ved at konstatere, at den dag »blev vi på en og samme tid frelst og tilintetgjort«. Ord, der i disse dage ofte citeres. Stalingrad I flere kommentarer kan man læse, at D-dagen i 1944 spiller en mindre rolle i tyskernes bevidsthed end i de allieredes. For tyskerne var nederlaget i Stalingrad i 1943 den altoverskyggende begivenhed, for her vendte deres krigslykke. Og den hævn, russerne siden tog, førte til endnu en tragedie: At den østlige del af Tyskland kom under et nyt diktatur. 12.000 skud på ni timer Men hvor forfærdeligt det gik til på den franske Atlanterhavskyst for 60 år siden, det bliver tyskerne mindet om, når de nu hører Franz Gockel og Hein Severloh fortælle. Den ene var 20, den anden 21, da de så de allieredes armada dukke op ude i horisonten. De faldt på knæ og anråbte både Gud og Jomfru Maria, og så begyndte de at skyde med deres maskingeværer, skød og skød og skød og så den ene amerikaner efter den anden segne. I løbet af ni timer affyrede de hver over 12.000 skud. De overlevede ragnarok, blev kun let såret. Men sårene i sjælen er aldrig helet. Begge har de siden fået kontakt til nogle af dem, de skød på. Forleden mødtes de gamle fjender, nu som alderstegne herrer, på Omaha Beach i Normandiet og gav hinanden hånden.