Taleban atter en trussel mod en demokratisk fremtid

I disse dage er politiet i Berlin i højeste alarmberedskab, for den tyske hovedstad er vært for en international konference om Afghanistans fremtid. Afghanistan, det kaotiske land, hvor al-Qaeda fortsat slår fra sig, og hvor Taleban, religiøse fanatikere, stadig behersker store områder. FN advarer om, at hvis ikke det internationale samfund i højere grad kommer Afghanistan til hjælp, vil landet synke endnu dybere ned i anarki. Et halvt hundrede nationer deltager i konferencen. USA, der har så meget på spil i Afghanistan, har sendt udenrigsminister Colin Powell. Også NATO's nye generalsekretær, hollænderen Jaap de Hoop Scheffer, er taget til Berlin. Afghanistan er det første land uden for Europa, hvor den vestlige alliance har sat militær ind for at beskytte en skrøbelig politisk proces i retning af mere demokrati. Planen var at holde valg i juni, men forleden besluttede Afghanistans præsident, Hamid Karzai, at udskyde valget til engang i september. 12 millioner afghanere er stemmeberettigede, men indtil videre har man kun været i stand til at registrere 2 millioner af dem. Uro mange steder Det hænger i høj grad sammen med de urolige forhold i vide dele af landet. Ganske vist er det nu to et halvt år siden, at talebanstyret blev fordrevet fra magten i hovedstaden Kabul, men ude i landet, især i de sydøstlige provinser, er Taleban fortsat de reelle magthavere. De er endda vokset i styrke. Med terror, bortførsler, voldtægt, røverier og dødstrusler søger de at skræmme befolkningen til lydighed. Den amerikanske Afghanistan-kender Kathy Gannon fra tidsskriftet The New Yorker var nylig i et taleban-domineret område. Her konstaterede hun bl.a., at de såkaldte 'natbreve' igen er dukket op. Når folk slår øjnene op, finder de håndskrevne budskaber med et indhold som dette: »Kæmp mod de udenlandske soldater, lad være med at støtte regeringen eller at arbejde for den, lad være med at sende jeres piger i skole«. Den, der vover at trodse dette bud, risikerer at blive slået ihjel. I over halvdelen af landet er situationen så usikker, at FN ikke længere sender udviklingsarbejdere derud. På det seneste synes Taleban at have skiftet taktik. Hvor man før søgte at få ram på amerikanske soldater, går man nu efter alle, der samarbejder med centralregeringen i Kabul. Hensigten er klar: Taleban vil med vold modsætte sig ethvert forsøg på at genopbygge landet og indføre demokrati. Egentlig burde man sætte anførselstegn omkring 'centralregeringen', for dens spinkle magt rækker knap uden for hovedstaden Kabul, og selv dér er den afhængig af NATO's militære tilstedeværelse i form af Isaf, International Security Assistance Force. Projekter angribes Regeringen, stærkt støttet af udenlandske hjælpeorganisationer, søger nok at skabe udvikling i det ludfattige land efter 23 års borgerkrig. Men udviklingsprojekter som bedre veje, brøndboring, skolebyggeri og sundhedsklinikker trues konstant af talebanangreb. Derfor forsøger i første omgang USA at lade udvalgte projekter stå under militær beskyttelse. Man taler om Provincial Reconstruction Teams (PRT), der hver bliver tildelt fra 80 til 250 soldater, som ud over at bære våben kan give et nap med i det praktiske arbejde. USA har oprettet eller planlagt en snes PRT'er. New Zealand og Storbritannien har hver et hold, og senest er også tyskerne kommet med. Det nye Afghanistan har også fået en ny hær. Den bliver finansieret og trænet af USA, men problemerne er overvældende. Sagkyndige siger, at der er brug for mindst 40.000 mand, men indtil nu er det kun lykkedes at hverve og uddanne 7.500. Tilmed deserterer regeringens soldater i stort tal. Hvad officerskorpset angår, skal man konstant skele til, at den ene folkegruppe ikke får flere udnævnelser end de andre. Opgavefordeling Japan har påtaget sig at forsøge at demobilisere de hen ved 100.000 krigere, der i dag tjener en af landets mange såkaldte krigsherrer, lokale magthavere med hver sin private hær. Ikke alene skal disse irregulære styrker afvæbnes ved hjælp af overtalelse og en lille startkapital, de skal også integreres i det civile samfund. Der er ingen grund til at misunde japanerne dén opgave. Tyskerne har det noget nemmere: De har forpligtet sig til at genskabe og uddanne et politikorps. Italienernes bidrag er at søge at få oprettet et retsvæsen, der ikke dikteres af diverse magthavere. Briterne skal føre an i kampen mod narkosmuglere. Hidtil har man kun mødt modgang og skuffelser. På verdensmarkedet for opium er Afghanistan en stormagt - man leverer illegalt 75 procent. For mange bønder er det en let og kærkommen indtægt. For den lokale krigsherre et middel til at skaffe sig penge, bl.a. til at aflønne sin egen lille hær. Den første Afghanistankonference blev også holdt i Tyskland, det var i 2001. Dengang blev det besluttet at danne en midlertidig regering under ledelse af Hamid Karzai. Den næste blev holdt i Japan, her var formålet at skaffe flere penge til landets udvikling. Og nu er Tyskland igen vært. Forbundskansler Gerhard Schröder, der med sit nej til krigen i Irak lagde sig alvorligt ud med USA's præsident, George W. Bush, forsømmer ingen lejlighed til at understrege, hvor engageret Tyskland er i Afghanistans skæbne. Og at Tysklands største bidrag til den internationale kamp mod terrorisme udfoldes i Afghanistan. Taleban: Vi er overalt Samme dag, konferencen i Berlin åbnede, bragte dagbladet Die Welt et eksklusivt interview med mullah Abdul Latif Hakimi, der er talsmand for Taleban. Han advarer om, at for ham og hans kampfæller er amerikanerne ikke de eneste fjender. Også tyskerne har man på sigtekornet - eftersom de hjælper amerikanerne. Mullahen har endnu en dyster advarsel til vesterlændingene i Afghanistan: Han hævder, at Taleban har sørget for at placere betroede folk i både det nye politi, den nye hær og i centraladministrationen: »Ingen kan vide, hvem de er, om de er Taleban eller ej«. Også blandt amerikanernes tolke er der Taleban, siger han, så man hele tiden ved, hvad fjenden pønser på.