Nu går jagten ind på gidseltagerne

De var taget til Sahara for at opleve et eventyr. De fik mere eventyr, end de brød sig om. Først i går, næsten et halvt år efter at være blevet taget til fange af ukendte gerningsmænd, slap de sidste af dem fri og kunne flyve hjem til en mindre eventyrlig tilværelse i Tyskland, Schweiz og Holland. Kun én af deres medfanger, en tysk kvinde på 46, overlevede ikke det lange fangenskab. Hun døde i juni, formentlig af udmattelse og solstik. Bortførerne begravede hende i sandet. Det mystiske er, at bortførerne ikke har givet sig til kende. De har intet politisk budskab til verden. Regeringen i Algeriet erklærer, at det uden tvivl drejer sig om fundamentalister fra terrorgruppen GSPC. Gruppens mål er at vælte det nuværende styre, hvor generaler trækker i trådene. Kamp mod terrorisme Knap var de sidste 14 gidsler givet fri, førend Tysklands kansler, Gerhard Schröder, svor, at gidseltagerne, hvem de end er, vil blive jagtet. Retfærdigheden skal ske fyldest, altså må de fanges og stilles for en domstol. Schröder lovede, at Tyskland vil gøre alt for at hjælpe Algeriet og Mali med at opspore og pågribe gerningsmændene. I kampen mod terrorisme må vi stå sammen og handle i tillid til hinanden, hedder det det i en erklæring fra kansleren. Der i øvrigt priser begge landes regeringschefer for deres samarbejdsvilje. Dramaet begyndte i marts. I alt 32 turister forsvandt sporløst på deres vej gennem Sahara. Det drejede sig om tyskere, østrigere, hollændere og schweizere, der havde vovet at give sig på vej uden en guide. Blinde spor Algeriet satte en eftersøgning i gang, både på jorden og fra luften. Man ledte og man ledte, men Sahara fylder meget på landkortet. Sporene efter bortførerne og deres gidsler endte blindt. Kun et par efterladte biler røbede, at her havde der været turister. Hjemme i de vestlige hovedstæder blev der oprettet krisestabe. Diplomater, officerer og efterretningsfolk blev sendt til Sahara for at bistå algerierne. Omsider fik man fært af de forsvundne. Gidslerne var åbenbart blevet delt i to grupper for at gøre det sværere at finde dem. 13. maj kom det til en kamp mellem militær og terrorister. Alle 17 turister i denne gruppe blev befriet, uskadte. De kunne berette om nattelange, udmarvende marcher. Fra sted til sted var de blevet drevet af deres fangevogtere. For første gang fik offentligheden en fornemmelse af, hvem bortførerne var. For de frigivne havde oplevet dem som radikale muslimer, der havde fablet om en stat efter Allahs bud. Men der var stadig 15 gidsler tilbage. Denne gruppe blev til sidst sporet til Mali. Gruppen talte 9 tyskere, 4 schweizere og 1 hollænder, så det var naturligt, at Tyskland tog føringen i eftersøgningen. Den blev i Berlin løftet op på højt niveau, idet statssekretær i udenrigsministeriet Jürgen Chrobog fik det overordnede ansvar. Chrobog knyttede den ene forbindelse efter den anden i Algeriet og i Mali. Blandt andet gjaldt det om at fraråde flere militære aktioner, der ville kunne bringe gidslernes liv i fare. Hvordan kontakten til bortførerne omsider blev etableret, ved indtil videre kun de få indviede. Efter mange genvordigheder, udsættelser og forsinkelser blev der dog indgået en eller anden form for aftale gennem mellemmænd. Mandag aften talte statssekretær Chrobog i satellittelefon med et af de frigivne gidsler, der meldte, at alle i gruppen havde det godt efter omstændighederne. I dag ventes de atter at betræde hjemlandets jord. Officielt er der ikke blevet betalt løsepenge. For det er tysk politik ikke at lade sig afpresse af gidseltagere. Men dén er der af gode grunde ingen, der tror på. Hvad siger ikke Ludger Volmer, De Grønnes udenrigspolitiske ordfører og tidligere statssekretær i udenrigsministeriet: »Tyskland betaler ikke løsepenge, og hvis det gjorde, så ville det ikke sige det«. På den ene side: Man vil ikke anspore andre til at gøre ligeså, i tillid til at pengene nok skal falde. På den anden side: Hvem kan forestille sig en europæisk regering ofre medborgere i yderste nød? På rygtemarkedet svirrer det med millioner af euro. Hyppigst hører man summen 5 millioner euro, altså hen ved 38 millioner kroner. Det mest sandsynlige, mener kyndige iagttagere i Berlin, er, at Tyskland i første omgang har valgt at lade Mali lægge de mange penge ud til gidseltagerne. Hvorefter Mali vil blive refunderet, og lidt til, af den tyske statskasse. Hvorved Tyskland, i hvert fald officielt, undgår at tabe ansigt. En tilsvarende fremgangsmåde menes at være blevet brugt, da tyske turister i 2000 var blevet taget som gidsler af fundamentalister på Filippinerne. Dengang var det Libyen, der lagde ud via sine 'forbindelser'. Hvorefter Berlin ad diverse kanaler lod en tilsvarende sum flyde tilbage til Tripoli. De nu frigivne gidsler kan glæde sig over at være sluppet med en alvorlig forskrækkelse. De vil blive modtaget med knus og blomster og lettelsens tårer. Men de må også være indstillet på at høre bebrejdelser for deres risikovillighed, som andre nok ville kalde letsind. Tilbagebetaling Allerede i går var politikere fra flere partier fremme med en formanende pegefinger: Når udenrigsministeriet advarer folk mod at opsøge bestemte lande, så er det alvor. Hvis nogen alligevel drister sig af sted for at mærke adrenalinet pumpe, så må de også tage konsekvenserne. Det kan ikke være rigtigt, at de bare lader regningen for en hundedyr redningsaktion gå videre til skatteborgerne. De må selv betale en del. Sådan som det skete efter gidseldramaet på Filippinerne for tre år siden. Dengang betalte en frigivet familie uden at kny hen ved 52.000 kroner til udenrigsministeriet, for dog at dække en del af omkostningerne. Hvad koster det ikke at sende to store militærfly med læger og psykologer til Mali for at hente de frigivne hjem? Blot én post på regningen. Et tysk rejsebureau, der specialiserer sig i ture gennem Sahara, melder om usvækket interesse for sit tilbud om en eventyrlig flugt bort fra den kedsommelige hverdag.