Børne-slaveskib kom godt i havn

Kort efter midnat 17. april 2001 sejlede en tidligere dansk færge rundt ud for Benins kyst i Vestafrika. Det var det 40 meter lange skib 'Etireno', som myndighederne havde søgt efter i små to uger. Skibet skulle ifølge rygterne have op mod 250 børneslaver om bord. Men da det blev undersøgt, viste det sig, at der var 25 uledsagede børn om bord, som alle blev hjulpet tilbage til deres familier i Togo og Benin, hvor de nu går i skole og har det godt. Men det endte ikke bare godt for de 25 børn. Der blev også sat international fokus på den handel med børn, som foregår i Vest- og Centralafrika. Ikke mindst i Gabon, som 'Etireno' var på vej til. I kølvandet på slaveskibet fulgte nemlig et danskledet UNICEF-projekt. Målet for projektet er at hjælpe nogle af de op mod 15.000 børn, der lever som slaver i Gabon, som er et relativt rigt land i denne del af verden. Og midlerne er utraditionelle. Slagplanen for at befri børnene bygger på tre søjler: For et år siden blev en reklamekampagne, der skal oplyse befolkningen om problemet, sat i gang. I næste uge åbner en ny telefonhotline, som børnene kan ringe til, og det følges op af en aftale med et taxafirma, så børnene gratis kan blive fragtet til et modtagecenter. Plet på Gabon Den danske leder af UNICEF i Gabon, Kristian Laubjerg, er ikke i tvivl om, at opmærksomheden omkring børneslaveskibet har været med til at skubbe i den rigtige retning. »I Gabon fik den internationale anseelse et knæk, da man kom i søgelyset med 'Etireno', og det har vi brugt rimeligt effektivt. Det startede en skandale, som røg helt op på regeringsniveau. Vi fik regeringen til at indse, at det var i dens bedste interesse at få lavet en lovgivning mod handel med børn, og gik så videre derfra«, siger Kristian Laubjerg. Næste skridt var at lave en massiv reklamekampagne i Gabon, der fortalte om problemet med børneslaver. Befolkningen skulle forstå, at når de så en lille pige som gadesælger i hovedstaden Libreville, så var hun sandsynligvis blevet købt i et fjernt land og fragtet til Gabon. Oplysningskampagnen blev udarbejdet i samarbejde med professionelle reklamebureauer og har i over et år kørt på fire tv-kanaler, i radioen og på kæmpe plakater i Gabons større byer. Det utraditionelle makkerskab virker logisk for Kristian Laubjerg. »Jeg har altid tænkt, at hvis man kan sælge en forfærdelig sød drik som Coca-Cola til hele verden, fordi man reklamerer for den, så kan vi også skabe opmærksomhed og viden om børneslaver. Vi fik vores budskab hamret ind i befolkningen: Der er nogle udenlandske børn, som arbejder her og ikke har de samme rettigheder som jeres børn. Og vi fik forklaret, at det både er moralsk forkasteligt og kriminelt at handle med børn«, siger Kristian Laubjerg. Ydmygelser og vold Samtidig er der blevet oprettet et modtagecenter i Libreville, hvor børnene kan få husly, undervisning og et pusterum, før de bliver sendt tilbage til deres familier. Men det kan tage lang tid, før børnene er på vej retur, fordi det er svært at finde forældrene, da børnene kan have skiftet identitet undervejs på den meget hårde tur til Gabon. De børn, der kommer til modtagecenteret, har oftest haft det meget dårligt. De er blevet ydmyget, og det er ikke bare deres arbejdsindsats, der er blevet udnyttet. Børnene kommer med mærker efter vold, og mange er blevet voldtaget eller udsat for andre seksuelle overgreb - det gælder både piger og drenge. Ofte er børnenes mareridt begyndt, allerede lige efter de har sagt farvel til deres forældre. Børnene kommer hovedsageligt fra fattige lande som Benin, Togo, Mali og Nigeria, og de er oftest mellem 4 og 15 år. Nogle forældre har ikke råd til at have deres egne børn boende. Når der så kommer en person til landsbyen og fortæller, at man kan sende børnene til Gabon, hvor de vil få en uddannelse og kunne arbejde og sende penge hjem, sælger forældrene deres børn. Men børnene får ikke en uddannelse - de bliver sat i arbejde, og de eneste penge, familien ser, er den sum, de får af børnehandleren på stedet. »Forældrene har en optimistisk tro på, at der kommer noget godt ud af at sende børnene væk for at få en bedre fremtid. Hvis de vidste, hvordan børnene har det, ville de nok ikke sende dem af sted«, siger Kristian Laubjerg. Søger hjælp Når børnene ankommer, arbejder de typisk i landbruget, i fiskeribranchen, på autoværksteder, som gadesælgere eller i private hjem. Og der er ikke noget, der hedder 11-timers-regel for børnene. »Det siger noget om, hvor dårligt børnene har det, når et barn, der hverken kan læse eller skrive, finder ud af, at der i det nye land findes noget, der hedder en ambassade, og søger derhen for at få hjælp og blive sendt hjem«, siger Kristian Laubjerg om situationen før modtagecenteret blev oprettet, hvor børnene selv måtte søge hjælp på deres egen ambassade. Men nu skal det blive lettere for børnene at få hjælp til at komme ud at deres desperate situation. UNICEF har udarbejdet en detaljeret plan for, hvordan et barn kan flygte til et modtagecenter. I denne uge begynder den næste fase i projektet for børneslaverne i Gabon. Der bliver oprettet en gratis telefonhotline, som børnene kan ringe til det meste af døgnet. Her kan de oplyse, hvor de er, og vil så blive reddet ud af deres nuværende situation af de lokale myndigheder. Samtidig er der blevet lavet en aftale med den lokale taxasammenslutning i Libreville om, at udvalgte chauffører kan bringe børnene til modtagecentret. Kristian Laubjerg er meget spændt på, hvad der vil ske, når de begynder at reklamere for telefonlinjen. Ikke mindst fordi modtagehjemmet kun har plads til 200 børn. »Der er omkring 15.000 børneslaver i Gabon, og hvis vi regner med, at 25 procent af børnene flygter mod dette center, så står vi pludselig med en nød- og katastrofesituation. Men så må vi sætte det helt store apperat i værk med de netværk, vi nu kan trække på«, siger Kristian Laubjerg. Indtil videre har indsatsen i Gabon ifølge UNICEF blandt andet ført til et fald i antallet af gadesælgere og til flere anmeldelser til politiet af børn, der har været ofre for børnehandel.