Det er skadeligt for diplomatiet, at fortrolige oplysninger sendt fra amerikanske ambassader over hele kloden er sluppet ud i offentligheden.
Det mener to eksperter, efter at WikiLeaks er begyndt at offentliggøre 250.000 dokumenter, hvor amerikanske diplomater skriver hjem til Washington om forholdene i blandt andet Iran, Tyrkiet og Nordkorea.
»Man kan ikke føre udenrigspolitik, hvis man ikke kan få tilbagemeldinger fra sine ambassader rundt omkring i verden om enkeltpersoner eller det lokale politiske system. Man vinder ikke noget ved at ved at kortslutte systemet. Alle ved, at der er en dobbelthed i systemet, hvor der er noget, der er offentligt mellem landene, og at der er nogle interne, lukkede kanaler«, siger professor i international politik Ole Wæver til politiken.dk.
Jeg synes ikke, WikiLeaks forvalter deres ansvar ordentligt, når de gør det på denne her måde
Kan det ligefrem skade diplomatiet?
»Der kan godt være enkelte ting, som er godt at få frem. Men selve det, at systemerne fremstår som utætte, kan gøre skade, fordi man så skal finde andre mere besværlige måder at undgå risikoen for lækager«, siger Ole Wæver.
Irak-oplysninger mere interessante
Af gode grunde har han ikke fuldt overblik over indholdet i de mange lækkede dokumenter. Men vurderet på baggrund af det, der foreløbig er kommet frem, er han ikke imponeret.
»Der er stor forskel på det, som kom frem i de to første runder (fra Irak og Afghanistan, red.) Det var grundlæggende meget demokratisk gavnligt, fordi der her var tale om nogle lukkede metasystemer, hvor oplysningerne viste, at man ikke kan stole på de svar, man fik, når man spurgte eksplicit til bestemte ting«, siger Ole Wæver og fortsætter:
»Når man for eksempel spørger myndighederne om, hvem der har skudt hvem, har man en forventning om at få et sandfærdigt svar, og her var det gavnligt at se myndighederne i kortene«.
OVERBLIK
Overblik: Se de nyeste WikiLeaks-afsløringerOgså lektor i international politik Peter Viggo Jakobsen, Københavns Universitet, ser med skepsis på den nye læk fra WikiLeaks.
»Jeg synes ikke, de forvalter deres ansvar ordentligt, når de gør det på denne her måde. Jeg har stor respekt for WikiLeaks, og for eksempel for at de offentliggjorde en video tidligere på året, som viste, at amerikanske helikopterpiloter dræbte civile og journalister i Irak. Det var en væsentlig dokumentation«, siger Peter Viggo Jakobsen til Ritzau og uddyber:
»Det her totalt bevidstløse bombardement af dokumenter, hvor man ikke aner, om der overhovedet står noget vigtigt, der er at fralægge sig det ansvar, som de er nødt til at tage på sig«.
Folkestemningen er afgørende
Peter Viggo Jakobsen betegner hovedparten af de nye oplysninger som relativt ligegyldig.
Men noget af det kan alligevel skabe ballade, vurderer han.
»Når man for eksempel offentliggør oplysninger om at, Saudi-Arabien har bedt USA om at gøre noget ved det iranske atomprogram, så risikerer man, at relationerne mellem landene i Golfen bliver forværret«.
SEIDENFADEN WikiLeaks afslører på godt og ondt
Ole Wæver er enig.
»Nogle af tingene kan godt give støj på linjen, men jeg tror ikke, at oplysningerne kommer som nogen overraskelse i de kredse, som det handler om. Det ville undre mig, hvis den iranske efterretningstjeneste ikke var bekendt med de saudiske holdninger«, siger Ole Wæver.
FOTO
Den største risiko for konflikt er derfor ikke ophidsede regeringer, men snarere befolkningerne i lande, hvor der måske kun skal en lille gnist til at antænde et stort bål.
»Beslutningstagerne ved godt, at der er den her dobbelthed i systemerne. Derfor afhænger det mere af, om der bliver pisket en stemning op i offentligheden. Hvis for eksempel tyrkerne bliver sure på Anders Fogh eller, hvis folkestemningen i Iran bliver pisket op«, siger Ole Wæver.
fortsæt med at læse



























