Eduard Kovacs var netop ankommet til Moskvas Domodedovo-lufthavn med flyet fra Wien.
Den 44-årige østriger, som arbejder i telekommunikationsindustrien, fløj kun med håndbaggage, da han som så ofte før skulle på en hurtig forretningsrejse i den russiske hovedstad.
Derfor var han også en af de allerførste fra Wien-flyet, som krydsede igennem hallen med baggagebåndene og forbi en kontrolpost, hvor toldmyndighederne tjekkede tilfældige passagerer på vej ud i ankomsthallen.
»Der, ved en røntgenmaskine, var en gruppe mennesker, som så ud til at stamme fra Kaukasus, ved at få tjekket deres baggage. Sikkerhedsfolkene ville ikke tjekke min eller andres, men havde travlt med gruppen«, siger Eduard Kovacs til politiken.dk.
Dødsdømtes ansigter var grå
Han fortæller, at han havde en sær fornemmelse trods den vante situation.
»Jeg havde den mærkeligste følelse af, at noget var galt. Jeg kunne ikke definere det, for jeg anede selvfølgelig ikke, hvad der ville ske«, siger østrigeren.
»Det var som om, at menneskerne i ankomsthallens ansigter var forkerte. Det var ansigterne på de mennesker, som skulle dø om et minut. De var grå og meget mærkelige«, siger Eduard Kovacs.
Den forkerte fornemmelse fik østrigeren til at bevæge sig hurtigt videre.
30 meter efter gruppen af kaukasiere ved sikkerhedskontrollen måtte han stoppe igen for at købe en taxibon ved en bod.
Putin efter terrorbombe: Gengældelse er uundgåelig»Jeg havde ikke lyst til stoppe på grund af den her udefinerbare følelse, men jeg kunne ikke gå ud uden at betale for taxaen«, husker han.
»Jeg havde ryggen til sikkerhedskontrollen, og havde netop givet ekspedienten mit kreditkort. Imens jeg ventede på transaktionen, vendte jeg mig halvt om og kiggede tilbage, og pludselig opstod den her enorme orange ildkugle«, siger Kovacs.
Tiden går langsomt
I det sekund døde 35 mennesker og andre 180 blev sårede, da en sprængkraft, der ifølge de russiske myndigheder svarede til syv kilo TNT, sendte skruer og møtrikker igennem lokalet med sønderrivende kraft.
»Både jeg og alle omkring mig blev kastet ned på gulvet. Folk var voldsomt sårede, men jeg tror ikke folk døde hvor jeg stod. Kvinden, der var i gang med at sælge mig taxibonen, blev også såret«, siger han.
Og spoler et par sekunder tilbage igen.
»Det gik meget hurtigt, og jeg registrerede ikke præcis, hvad der skete. Det er mærkeligt, men det er som om, at der gik flere sekunder imellem lysglimtet og braget. Men det er selvfølgelig umuligt«, siger den 44-årige.
Som at blive slået over hele kroppen
Han husker, hvordan trykbølgen, som dræbte mange af de som stod tæt på eksplosionen, føltes.
»Så kunne jeg mærke det i lungerne, ikke i ansigtet, men i lungerne. Det var som mavepuster, men bare over hele kroppen. Som at blive tæsket med en kølle over hele kroppen«, siger han.
»Jeg lå på jorden. Jeg tror, jeg lå der i kort tid, men jeg ved det ikke...«.
Eduard Kovacs rejste sig. Han kunne ikke høre ret meget, men han var uskadt. Og årsagen til hans overlevelse gør ondt at tænke på i dag.
Hvem stod bag bomben? En kvinde, en mand eller var der flere om det?»Jeg tror, det må have været menneskerne mellem mig og bomben, som tog af for alle sprængstykkerne, som føg af sted i knæ og skridthøjde. De var ikke så heldige, som jeg var, men det betød, at de reddede mit liv. De eneste sprængstykker rundt om mig var store stykker, måske fra røntgenmaskinen«.
»Der var også stykker af mennesker. Lemmer. Men intet ramte mig«, siger Eduard Kovacs
Eduard Kovacs flygter
Efter braget flygtede østrigeren. Det var ikke et resultat af rationel tankegang, men ren instinkt, siger han.
»Udgangen var tæt på. Jeg overvejede at tage mit kreditkort i maskinen, men lod være. Det var åndsvagt, for jeg kunne bare have lænet mig over disken«.
»Så løb jeg ud. Jeg lagde mærke til en gammel kvinde ude foran med blødende ansigt, med børnebørn omkring sig. Flere og flere stimlede sammen, og bagfra rullede en støvmur ud«, siger østrigeren.
Han sprang ind i den første taxi foran terminalen. Han var i rent overlevelsesgear og skulle bare væk fra røgen, ligene og alle de sårede.
Ekspert: Store huller i lufthavnenes sikkerhed»Jeg sagde 'kør kør kør'. Jeg var fuldkommen overbevist om, at der ville eksplodere endnu en bombe«, siger han.
»Det er mærkeligt, men jeg løj for chaufføren. Han spurgte, om der var sprunget en bombe, og jeg svarede nej, det tror jeg ikke. Jeg ville bare have, han kørte«, siger østrigeren.
»Jeg håber hun klarede den...«
Eduard Kovacs er uskadt. Folk måtte råbe til ham i går, for at han kunne høre dem.
I aftes drak han øl med en kollega og snakkede og snakkede. I dag føler han sig genfødt.
Han var overbevist om, at det var gruppen af kaukasiere ved sikkerhedskontrollen, der sprængte bomben, da de blev tjekket. I dag tyder medierapporter dog på at selvmordsbomberen kom ind lige før eksplosionen.
»De stod i kø, og der var så mange, og flere af dem lignede klichéen på, hvordan en terrorist ser ud«, siger Eduard Kovacs.
Og vender igen tilbage til sekunderne lige før ekplosionen, nok ikke for sidste gang.
»Lige før det skete, da jeg stod i kø til skranken med taxiboner, var der en ung kvinde med et spædbarn på armen. Jeg tilbød hende at komme foran, men hun sagde nej tak, det var o.k«.
SE VIDEO Amatørvideo viser øjeblikket efter terrorangrebet i Moskva
Hvad blev der af hende?
»Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke forestille mig det. Jeg tror, alle der stod bag mig, må være døde, eller i hvert fald hårdt sårede«, siger Eduard Kovacs.
»Jeg håber hun klarede den...«
fortsæt med at læse
