Regnestykke fra spindoktor trodser målinger og giver Romney sejren

Misvisende. Udforderen har altid en fordel, og den viser sig ikke altid i meningsmålingerne, indvender Romneys støtter.
Misvisende. Udforderen har altid en fordel, og den viser sig ikke altid i meningsmålingerne, indvender Romneys støtter.
Lyt til artiklen

Selv om gennemsnittet af meningsmålinger fra valgets vigtigste stater i USA peger i retning af, at Barack Obama bliver genvalgt, er det ikke den virkelighed, vi vil vågne op til onsdag morgen.

I hvert fald ikke ifølge en række Romney-støtter, der peger på en række fejl og unøjagtigheder i målingerne af det i forvejen tætte løb mellem præsident Barack Obama og tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney.

»Det bliver meget tæt, noget med 51 og 48 procent, og jeg tror, Romney får 279 stemmer i valgmandskollegiet«, forudser Karl Rove under et interview på Fox News resultatet af morgendagens valg.

LÆS OGSÅ Obamas toprådgiver: Romney »virker desperat«

Karl Rove er et velkendt navn på den amerikanske politiske scene, særligt på grund af sin tidligere funktion som rådgiver for præsident George W. Bush.

Da der skal 270 stemmer til for at få et flertal, vil en opfyldelse af Karl Roves profeti betyde, at Mitt Romney bliver den næste amerikanske præsident. Modsat hvad de fleste meningsmålinger lige nu hælder imod.

Mitt Romney bliver præsident
I det hele taget er de offentlige meningsmålinger misvisende, siger Karl Rove. Ganske vist viser de, at Barack Obama fører i den helt afgørende svingstat Ohio og har gjort det gennem et stykke tid.

Men Karl Rove tror stadig på, at Mitt Romney kan vinde den:

»Der sker ting og sager i Ohio«, udbrød han med strittende pegefinger og hævet stemmeleje under tv-interviewet på Fox News.

»Vi så det i en meningsmåling i Des Moine Register (lokalavis i Iowa, red.) i dag«, uddybede han.

GRAFIK

»Kvinden, der står for meningsmålingerne i Des Moines Register, kender Ohio indgående, og hun sagde, 'hey, vent lige lidt, Obama fører, men fem procent af vores adspurgte vælgere siger, at de har besluttet sig, men at de ikke vil fortælle, hvem det er, de har besluttet sig for'«.

»Jeg tvivler på, at disse mennesker stemmer på Obama«, slog Karl Rove fast.

Udfordreren har en fordel
Samtidig bliver Romneys chefstatistiker, Neil Newhouse, stadig mere frustreret over medierne og de meningsmålinger, som han mener, er helt indlysende forkerte, skriver Politico.

Ligesom Rove fokuserer Neil Newhouse på meningsmålingerne fra den vigtige stat Ohio, hvor statistikeren ikke mener, at målingerne tager nok højde for, at det ikke er alle registrerede vælgere, der rent faktisk møder op og stemmer på valgdagen.

Newman understreger, at Romney har klaret sig godt blandt den del af vælgerskaren, der er registreret som uafhængige, og han fokuserer på det, han kalder en »intensitetskløft« mellem de to kandidaters tilhængere. I USA skal man registrere sig som vælger for at kunne stemme, og når man registreres, vælger man også et parti eller markerer, at man er uafhængig (dette har dog ikke indflydelse på, hvem du skal stemme på på valgdagen).

Ekspert: USA's glemte valg er lige så vigtigt som præsidentkapløbet

Sagt med andre ord: Tilhængere af Romney er mere opsatte på at komme af med Obama, end tilhængere af Obama er opsatte på at beholde den siddende præsident. Og det kan påvirke, hvor mange mennesker, der rent faktisk møder op og stemmer i løbet af i morgen.

Lidt i samme boldgade fastholder Newhouse ifølge Politico, at udfordreren altid har en fordel, og at dette ikke nødvendigvis kan aflæses i meningsmålingerne. Det vil første vise sig, når de faktiske krydser er sat, og stemmerne er talt op.

Alt afgøres af en fejlmargen

Karl Rove og Neil Newhouse bliver bakket op af flere republikanere i deres kritik af analyseinstitutternes meningsmålinger, som de mener viser et fordrejet billede af virkeligheden.

Den republikanske statistiker Bill McInturff, som har arbejdet sammen med Neil Newhouse og som lavede meningsmålinger for den republikanske præsidentkandidat ved sidste valg, John McCain, er enig.

Han understreger, at han ikke kan genkende billedet fra de offentlige meningsmålinger i sine interne målinger. Og selv små forskelle i målingerne vil få stor betydning, fordi de to kandidater ser ud til at ligge så tæt.

»Vi taler om kampagner, som begge har enorme mængder af data, og den forskel, vi diskuterer, er vores fejlmargen. Men vi står tilfældigvis i et valg, hvor den fejlmargen vil afgøre, hvem der bliver præsident«, siger han.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her