Protester mod den stærkt islamkritiske film 'Innocence of Muslims' fortsætter verden over.
De voldsomste finder lige nu sted i Yemens hovedstad Sanaa, der også i går var genstand for optøjer.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters skyder sikkerhedsstyrker lige nu advarselsskud op i luften og sprøjter med vand fra vandkanoner for at holde hundredevis af demonstranter væk fra USA's ambasade i byen.
»Amerika er djævlen«
Militærpolitiet og militæret har fra morgenstunden forsøgt at blokere alle veje, der fører ned til ambassaden, men det har ikke forhindret demonstranterne i at samle sig cirka 500 meter derfra.
Her brænder de amerikanske flag og vifter med bannere, der bærer tekster såsom »Amerika er djævlen«og »denne dag er din sidste dag, ambassadør«.
Danske politikere: Filmen er tåbelig. Volden er tåbeligereIfølge lokale medier er en gruppe amerikanske marinesoldater netop blevet fløjet til Sanaas internationale lufthavn med det formål at styrke sikkerheden på USA's ambassade. Ambassaden selv ønsker ikke at kommentere på de oplysninger.
Demonstrationerne formodes at tage til i styrke i løbet af dagen i forbindelse med fredagsbønnen, og sker det, kan situationen meget vel udvikle sig endnu voldsommere, end det var tilfældet i går.
Her begyndte protesterne fredeligt, men endte i sammenstød mellem demonstranterne og politiet. Mindst én døde og 15 blev såret.
Protester spreder sig verden over
Billedet i Yemen kommer med stor sandsynlighed til at gå igen i det meste af Mellemøsten og Nordafrika.
Der rapporteres allerede om uroligheder i Egyptens hovedstad Kairo. I Syrien er nogle hundrede mennesker samlet foran den amerikanske ambassade i Damaskus til en forløbig fredelig demonstration.
Politiken.dk i Kairo: Sikkerhedsstyrker bygger betonmur om amerikansk ambassadeI Iran har det islamiske propagadistiske koordinationsråd opfordret til protester i hele landet.
I Qatars hovedstad Doha går tusinder en fredelig march for USA's ambassade under tæt opsyn af den nationale ordensmagt.
Og i Sudans hovedstad Khartoum fortæller et øjenvidne til Reuters, at omkring 5.000 demonstranter forsøger at storme tyske og britiske ambassader. Politiet prøver at nedkæmpe dem med tåregas.
Trailer blokeret i Indien
Derudover er også muslimerne i Asien begyndt at udtrykke sin forargelse over filmen.
I Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, har op mod 10.000 været på gaden. Amerikanske og israelske flag er blevet brændt af.
I Indien har politiet stoppet flere hundrede personer, der har deltaget i en demonstration arrangeret af advokater, der hævder, at 'Innocence of Muslims' er for stødende til, at man blot kan ignorere den.
LÆS OGSÅ Fornærmelser i Islam-kritisk film er klistret på i redigeringen
Samtidig har ejerne af YouTube, Google, på opfordring fra den indiske regering besluttet midlertidigt at blokere adgangen i landet til den 14 minutter lange trailer for filmen, der findes på videodelingstjenesten.
I Indonesien, hvor størstedelen af landets 240 millioner indbyggere praktiserer en moderat form for islam, har der også været protester, og regeringen har ligesom i Indien anmodet Google om at fjerne traileren til 'Innocence of Muslims'.
Den forspørgsel er indtil videre ikke blevet efterkommet.
fortsæt med at læse




























