Danske udenrigsordfører politikere fra det yderste venstre til det yderste højre fordømmer de voldelige uroligheder i Mellemøsten, der er blevet udløst af en provokerende film om profeten Muhammed.
I Mellemøsten er filmen blevet tolket som en provokation og har medført demonstrationer i flere lande såsom Libyen, hvor blandt andre den amerikanske ambassadør blev dræbt i forbindelse med en protest mod filmen, beretter Reuters.
I Egypten og Yemen er det også kommet til deciderede angreb på de amerikanske ambassader.
LÆS MERE
USA's ambassadør dræbt under Muhammed-uroligheder i LibyenUdenrigsordfører Søren Pind (V) har ikke set den omdiskuterede film, men han har læst tilstrækkeligt om den til at konkludere, at den ikke bidrager med noget nyt, og at han aldrig selv ville have lavet den.
Alligevel betegner han de voldelige reaktioner i Mellemøsten som »fuldstændig hysterisk, ude af propriationer og helt og komplet uacceptabelt«.
»Du kan ikke diskutere nuancer i skyggen af mord. Der stopper det bare. I den situation må vi andre ultimativt forsvare idioternes ret til at være idioter, men ikke mordernes ret til at være mordere«, siger han.
Jeg vil nok hellere se 'Far til fire' eller sådan noget
Venstre-manden understreger, at det intellektuelt byder ham imod at »stå på idioternes side«, og at han ærger sig over de voldelige reaktioner, fordi det forhindrer en nuanceret diskussion om ytringsfrihed.
»Jeg synes da også, at der findes for grove ytringer, vulgariteter, tåbeligheder«, siger Søren Pind, der understreger, at fredelige demonstrationer er velkomne.
Profeten udstilles
Filmen ved navn 'Innocence of Muslims' er lavet af en 55-årig filmproducent, der går under pseudonymet Sam Bacile, og som angiveligt er stærkt kritisk over for Islam.
Selve filmen består af en række besynderlinge klip, hvor profeten Muhammed blandt andet er i nærkontakt med en halvt afklædt kvinde, og i et andet klip er han midt i en samtale med et æsel.
Filmanmelder Kim Skotte har set dele af filmen og betegner den som »dilettantteater«.
LÆS MERE
Anmelder: Muhammed-film er det rene dilettantteater»Utrolig amatøragtig«, lyder reaktionen fra udenrigsordfører Søren Espersen (DF), der også set korte klip fra filmen.
»Det er nok ikke en film, jeg vil gå ind og se. Jeg vil nok hellere se 'Far til fire' eller sådan noget«, siger han.
I den situation må vi andre ultimativt forsvare idioternes ret til at være idioter, men ikke mordernes ret til at være mordere
Alligevel har DF'eren svært ved at forstå selv de fredelige demonstrationer.
»Det er almindelig massehysteri, der altid opstår, og det synes jeg er totalt latterligt«, siger Søren Espersen.
Han tilføjer dog, at folk selvfølgelig skal have lov til at demonstrere, og at han engang imellem også falder over latterlige demonstrationer i Danmark.
S: Filmen er tåbelig
Hos Socialdemokraterne kalder udenrigsordfører Jeppe Kofod situationen i Mellemøsten for »ubehagelig« og tager afstand fra »enhver voldsanvendelse«.
»Der er ikke nogen film eller tegninger, der gør, at man kan sige, at vold er i orden«, siger Jeppe Kofod.
Selve videoen har han dog heller ikke meget til oversfor.
»Nu har jeg kun set nogle klip, men det er ikke høj kunst. Indholdsmæssigt har den til formål at provokere nogle mennesker og såre deres følelser. Det synes jeg er tåbeligt«, siger Jeppe Kofod.
Han understreger, at folkene bag videoen er i deres gode ret til at lave den, men at andre også har ret til at demonstere på fredelig vis.
EL: Dum kunst er tilladt
Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, er på linje med sine folketingskolleger.
»Selvfølglig må folk give deres mening til kende omkring en film, og selvfølgelig skal det altid være til debat, hvilke udtryksformer man vælger, men ligefrem at gå rundt og slå folk ihjel, det duer altså ikke«, siger han og fortsætter:
»Der findes dum kunst, altså kunst som laves kun for at provokere. Det har jeg aldrig haft nogen idé om var fornuftigt, men man kan jo ikke sige til kunstnere, at de ikke må gøre det ene eller det andet«.
fortsæt med at læse




























