Efter en martsmorgen, der både har budt på sne og regn i den tyrkiske hovedstad Ankara, bryder solen igennem midt på eftermiddagen og får fyrretræerne i parken rundt om præsidentens kontor til at kaste lange skygger. Ankaras trafikstøj forsvinder mellem stammerne på vej mod den lyserøde marmorvilla, der var landsfaderen Atatürks kontor og nu er arbejdsplads for præsident Abdullah Gül.
Han er ved at pakke kufferterne, eller få nogen til det, før han i morgen flyver til København på et tredages statsbesøg, der er det første nogensinde i det knap 258 år lange venskabelige forhold mellem Danmark, Tyrkiet og forgængeren Det Osmanniske Rige.
Bag sig efterlader præsidenten for en stund et hjemland, der er præget af voldsomme demonstrationer mod den regering, han selv har været del af og nu som præsident skal kontrollere.
Regeringen er ramt af korruptionsanklager, der dagligt tager til i styrke. Et eller andet sted på skrivebordet ligger også en EU-dagsorden og en fredsproces med det kurdiske mindretal. Siden 1984 har mere end 40.000 mistet livet i kampe mellem staten og de kurdiske oprørere i PKK, inden en fredsproces sidste vinter blev slået stort op. Den lader nu til at være gået næsten i stå.
LÆS OGSÅ Danske politikere afviser Gül: Tyrkiet må først selv vise EU-vilje
Hvor vigtig er fredsprocessen for Tyrkiet og dets indbyggere?
»Den er vigtig, fordi det ikke er godt at se kampene fortsætte. Folk har mistet livet, og selv om de har kæmpet mod os, så er de stadig fra dette land. De har indset, at de ikke opnår nogen rettigheder med våben. Dertil er den tyrkiske regering og stat er for stærke«, siger Abdullah Gül.
»Vi har vist vores gode hensigter ved at hæve Tyrkiets demokratiske niveau. Det kurdiske spørgsmål handler om det demokratiske niveau. Hvis man hæver det, så løser problemet sig selv«.
Har Tyrkiet også indset, at det ikke kan løse problemerne med våben?
»Hvis det demokratiske niveau er højt, kan man ikke løse problemet med vold. Hvis man fjerner alle grunde til at kæmpe, er det klart, at folket vil være med dig. Det har vi også indset, og jeg er modig nok til at indrømme fortidens fejl. Nu er der ikke grund til at kæmpe mere«.
Der er en vis bekymring i Tyrkiet over udviklingen af et kurdisk selvstyre i Nordirak. Er den region i dag mest et problem eller en mulighed for Tyrkiet?
»Kurderne er vores slægtninge, og de er ikke meget anderledes end os. Vi har ingen allergi over for kurdere, om jeg så må sige. Terrororganisationen (PKK) brugte det nordirakiske område til at angribe os fra. Det kunne de ikke kontrollere og stoppe, selv om de måske gerne ville. Men de var ikke stærke nok. Det var et problem«, siger den tyrkiske præsident.
»Da Saddam (Hussein, red.) angreb dem med kemiske våben, flygtede de til Tyrkiet, og vi tog imod 200.000 kurdere. I dag bliver den kurdiske region udviklet af tyrkiske eksperter og ingeniører. Hvis du tager dertil, vil du blive imponeret over, hvor aktive tyrkere er i Erbil og Sulimaniyah og andre kurdiske områder i Irak. Vi har meget gode relationer med dem«.
Glem EU!
I over otte år har EU-kommissionen og Tyrkiet forhandlet om tyrkisk medlemskab ved kapitel for kapitel at arbejde sig gennem EU’s 35 lovområder og paragraf for paragraf bringe Tyrkiets love i overensstemmelse med EU’s. Frankrig, Østrig eller Cypern har imidlertid frosset 19 kapitler i protest med det, de opfatter som manglende tyrkiske indrømmelser.
En del af skylden for de langsommelige forhandlinger kan med rette placeres på EU-lande. Men hvilket ansvar er Tyrkiets eget?
»Det er sandt, at der er problemer fra EU-side. Selv om forhandlingsprocessen er teknisk, så er der politiske problemer, hvor nogle lande, selv om de ikke siger det åbent, blokerer. Min mening, og det råd har jeg altid har givet regeringen og parlamentet: Glem EU! Vi ved, hvad vi skal gøre, så det er bare at gå i gang. Hvis vi gør, hvad der er nødvendigt, vil det hæve Tyrkiets standarder og hjælpe os, når tiden kommer og EU åbner op«, siger Abdullah Gül og tilføjer:
»EU-processen hjælper Tyrkiet politisk, demokratisk og økonomisk. Det er på grund af vores relationer med EU, at økonomien har klaret sig så godt«.
Gør regeringen så, som De anbefaler?
»Regeringen gør sit bedste, men EU’s opførsel er nedslående«.
Det hjælper ikke ligefrem europæere til at prøve at forestille sig Tyrkiet i EU, at Tyrkiets politik ofte er i konflikt med EU’s. Det være sig i forhold til Egypten, Hamas, Iran i nogen grad eller Israel. Hvis Tyrkiet gerne vil være med i EU, hvorfor ser vi så ikke mere konvergens i Tyrkiets og unionens politik?
»Vi har altid støttet demokrati for eksempel i andre muslimske lande. Tyrkiet har ydet et stort bidrag til en fredelig løsning med Iran. Tyrkiet matcher EU-politik, og vi er i alliance med mange EU-lande i Nato. Vi støttede østbloklandenes optagelse i EU og forsvarede den frie verden på sydflanken. Det bør ikke glemmes«.
I Danmark valgte vi fire undtagelser fra fuldt EU-medlemskab. Kan De forestille Dem et tilsvarende delvist medlemskab?
»Vi er realistiske i det spørgsmål. Vi vil gennemføre optagelsesforhandlingerne succesfuldt, men måske kommer der forandringer i EU, måske er det et andet EU om fem-ti år, og i det kender vi ikke Tyrkiets plads. Storbritannien har særlige vilkår, og det har Danmark også. Jeg ved, at det er en mulighed for Tyrkiet, men det fokuserer jeg ikke på. Det vigtigste nu er at hjælpe Tyrkiet med forhandlingerne. I sidste ende er fuldt medlemskab ikke automatisk, for Frankrig og Østrig har valgt at holde folkeafstemning om tyrkisk optagelse. Hvis de siger nej, respekterer vi bestemt deres beslutning«.
Unge udtrykker sig takket være os
I denne uge døde en 15-årig dreng efter 269 dage i koma. Han blev ramt i hovedet af en tåregasgranat, da han var ude efter brød til sin familie under sommerens historiske demonstrationer. Protesterne begyndte som en miljøprotest mod fældningen af træer i Istanbul, men endte som en bevægelse for mere demokrati.
Dødsfaldet tirsdag morgen og begravelsen onsdag udløste nye massedemonstrationer, der ligesom sidste år meget hårdhændet blev opløst af politi med knipler, tåregas og vandkanoner.
Under demonstrationerne sidste år sagde De, at demonstranternes »budskab var modtaget«. Hvad var det for et budskab?
»De første forsamlinger fandt sted ved Taksim (i Istanbul, red.), hvor folk udtrykte deres mening om miljøet og byens fremtid. Der var byggeprojekter, de ikke ville se sig påtvunget. Jeg hørte dem, og jeg sagde, at budskabet var modtaget. De tilhører i øvrigt en ny generation af tyrkere, som kan udtrykke sig som resultat af de reformer, vi har lavet i landet det seneste årti«.
Forstod De den frustration, de mennesker følte over ikke at blive hørt?
»Jeg mente allerede dengang, at det kunne være blevet dæmmet op fredeligt og tidligere med dialog«.
Jeg har fundet et citat fra begyndelsen af juni sidste år, hvor De siger, at »demokrati er ikke kun valg«. Kort efter sagde ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan, at »valgurnerne udtrykker folkets vilje«. Det er to ret forskellige opfattelser af demokrati, hvilken af dem vinder frem i Tyrkiet?
»Selvfølgelig er pluralisme, politiske partier og valg det vigtigste grundlag for demokrati, men det er ikke kun det, det er begrænset til. Der skal mere til. Der er mange andre vigtige elementer. Der er værdier, regler, gennemsigtighed, dialog, man skal stå til ansvar og være opmærksom på mindretal«.
Bliver de værdier beskyttet godt nok i Tyrkiet i dag, mener De?
»Lad mig gentage: De værdier og opfattelser findes i Tyrkiet. Men vi må være klar over vores mangler, og dem stopper jeg personligt ikke med at pege på. Reformerne må fortsætte på en mere robust facon. Det er den vej, vi skal. Vi må hæve vores niveau, så lovene bliver mere klare. Folkevalgte står bestemt allerede til ansvar, men standarden må hæves«.
Pressen har problemer
Gennem lydoptagelser lækket på YouTube de seneste måneder er regeringen blevet anklaget for at have stukket milliarder af dollars i egne lommer. Beviserne er telefonsamtaler angiveligt mellem regeringsmedlemmer og deres familier. Autenticiteten for mange af dem er stadig uklar, men afsløringer af ministerpræsidentens pres på medier er bekræftet.
Redaktører har bekræftet, at de hyppigt får opkald fra ministerpræsidenten, der kræver artikler ændret eller sågar journalister fyret. Hvordan har De det med det?
»Jeg har slet ikke lyttet til optagelserne. Nogle af dem er lovlige, andre er ulovlige, og de bliver stadig diskuteret. Efter min menig er fri journalistik og pressefrihed af største betydning. Det er et spørgsmål, der i høj grad har med landets omdømme at gøre«.
Har Tyrkiet en fri presse i dag?
»Pressen er fri, men der er nogle problemer«.
LÆS OGSÅ Tyrkiets præsident lover: Al korruption granskes
O g de problemer er?
»Det er et faktum, at vi har nogle problemer. Men lad mig understrege, at alle i dette land er frie til at skrive og udgive, kritisere eller skrive deres meninger frit. Selv dem med de hårdeste holdninger kan frit offentliggøre og udtrykke deres meninger. Alle har frihed til at udtrykke sig uden forbehold. Men når det er sagt, så er der også nogle problemer«.
Undskyld jeg gentager mig selv, men kan De pege på, hvad problemerne er?
»Medierne er fragmenterede og opdelte. Derfor kan man ønske sig en mere objektiv presse, der skriver om og advokerer for sandheden. Jeg ser gerne mere troværdige medier også«.
I den forløbne uge overvejede ministerpræsidenten at forbyde Facebook og YouTube. De kan ikke kan lide forslaget, og han har selv siden trukket det tilbag. Men hvordan kan sådan en idé overhovedet opstå?
»Det er teknisk umuligt, og det er helt udelukket. Man kan ikke tage en beslutning om at lukke Facebook, YouTube eller lignende kanaler. Tyrkiet har mere end 30 millioner Facebook-brugere. Det er et af de lande med flest brugere i hele verden«.
Tyrkiets venner i Europa er nok glade for, at forslaget er taget af bordet, men at det kom ind som en idé fra ministerpræsidenten, det var nok ganske oprivende. Hvordan er det muligt at have det i et demokrati?
»Ministerpræsidenten har selv sagt, at et forbud ikke er muligt. Det er ikke muligt. Det er udelukket«.
fortsæt med at læse
