Unge ugandere i Danmark: Det var smertefuldt at se Kony-filmen

Kritik. Kampagnen mod den mistænkte krigsforbryder Joseph Kony får kritik fra blandt andet hjælpeorganisationer og unge ugandere.
Kritik. Kampagnen mod den mistænkte krigsforbryder Joseph Kony får kritik fra blandt andet hjælpeorganisationer og unge ugandere.
Lyt til artiklen

Det er fint, at der kommer fokus på den ugandiske krigsforbryder Joseph Kony, men det er langt fra løsningen på de problemer, der er i Norduganda.

Sådan lyder det fra tre nordugandiske kvinder, som lige nu er på besøg hos Ungdommens Røde Kors i København.

Normalt bor de i Norduganda, og de er alle vokset op i netop de områder, hvor Kony har hærget. Alle tre har levet med konsekvenserne af hans Lord's Resistance Armys (LRA) brutale fremfærd.

Smertefuldt at se filmen
De tre unge kvinder har set den 30 minutter lange kampagnefilm, som organisationen Invisible Children har lavet under navnet 'Kony 2012'. I de seneste dage har millioner af mennesker set filmen og kastet sig ind i kampen for at gøre opmærksom på Kony og få ham fanget.

Reklame-ekspert: Kony 2012 opildner til pøbeloptøjer

»Det var smertefuldt at se filmen. Den mindede mig om det, der er sket«, siger Christine Lamunu på 24 år.

Hun har mistet nære slægtninge til konflikten, og hendes fætter har fået skåret sine hænder og sin næse og mund af af Konys folk.

Også 25-årige Christine Nyaruwa fandt filmen trist.

»Den viser, at det mest er de unge, fremtidens generationer, der er blevet påvirket«, siger hun.

Man bør fokusere mindre på Kony
Men kvinderne er enige i dele af den kritik, der har ramt kampagnen. Flere har indvendt, at filmen skildrer, hvordan situationen var for flere år siden - ikke hvordan der er i dag, hvor Kony opholder sig andre steder som i Sydsudan.

Folkene bag Kony 2012: Mange nuancer er gået tabt

»Behovene i dag er fuldkommen anderledes fra dem, vi ser i filmen. Nu handler det om, at børnene skal i skole, og folk skal finde jobs. I stedet for kun at fokusere på at fange Kony, bør man fokusere på de unges fremtid. Vi skal træne ungdommen, give dem evner og hjælpe dem til at skabe udvikling i Norduganda«, siger Christine Nyaruwa.

Ved ikke om der er krig eller ej
Langt størstedelen af de millioner af mennesker, der har engageret sig i kampagnen, kendte intet til hverken Joseph Kony eller situationen i Norduganda før Invisible Childrens kampagne.

En del af kritikken mod 'Kony 2012' går på, at dokumentarfilmen forsimpler konflikten og skævvrider billedet af løsningen på den nuværende situation i Norduganda.

Hjælpeorganisationer: Cyberkampagne forsimpler afrikansk konflikt

»Det er da lidt underligt. De ved jo ikke, hvad der sker i virkeligheden - om der er krig eller ej - og kender ikke de unges situation«, siger Christine Lamunu.

Godt med opmærksomhed
Men de unge kvinder, er også glade for opmærksomheden.

»Jeg ville være glad, hvis de anholdt Kony på grund af det, han har gjort ved mig og min familie«, siger 25-årige Oyella Sidonia, som er opvokset i det distrikt, hvor Invisible Childrens film er optaget.

Hendes forældre sendte hende som yngre ind til byen for at sove, hvor der var mere trygt end i landområderne, fordi Konys folk gik målrettet mod børn.

»Flere fra min familie blev anholdt og er aldrig kommet tilbage. Andre er kommet tilbage efter flere år«, fortæller hun.

Forskrækket over Facebook-anmodning fra Kony

Oyella Sidonia fik forleden en venneanmodning fra 'Joseph Kony' på Facebook. Måske en del af kampagnen, som vil gøre den mistænkte krigsforbryder kendt over hele verden. Men ikke et helt gennemtænkt træk, mener de tre nordugandiske kvinder.

»Det bragte en masse ubehagelige minder frem, og jeg tænkte 'leder han efter mig?'. For folk, der ikke har kendt ham så længe, er det måske ok, men ikke for mig. Jeg blev helt skræmt«, siger hun.

De tre kvinder skal på næste fredag tilbage til Uganda og arbejde for Røde Kors i Uganda, hvor de skal fortsætte deres arbejde med unge nordugandere.

FACEBOOK

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her