Hvor i alverden bliver de dog af?
Det er, hvad flere og flere republikanere spørger sig selv og hinanden om, når det gælder deres partis præsidentkandidater.
I sidste uge lancerede præsident Barack Obama sin kampagne til næste års præsidentvalg, men indtil videre har det stået endog meget skralt til på den republikanske side.
Den eneste republikanske politiker, der har dannet en såkaldt presidential exploratory committee, som gør det muligt at begynde at rejse penge, er Minnesotas tidligere guvernør Tim Pawlenty.
»Pinagtig« situation
En halv snes andre prominente republikanere flirter ganske vist offentligt med at stille op – fra tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich over tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin og videre til den tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney – men ingen af dem har endnu taget springet officielt.
Den konservative kommentator Ross Douthat kaldte i en klumme i New York Times situationen for »pinagtig« og påpegede, at det gik republikanerne uhyre skidt, da de ved valget i 1996 var i en lignende situation.
Så hvorfor kommer republikanerne ikke ud af starthullerne?
Palin-effekten
Af flere grunde. En årsag til, at mange republikanske kandidater har tøvet med at gøre deres kandidatur officielt, er det politiske fænomen, der går under navnet Sarah Palin.
Siden hun blev valgt som partiets vicepræsidentkandidat i 2008, har den tidligere guvernør for Alaska været en politisk superstjerne og en uhyre uforudsigelig faktor i Det Republikanske Parti.
Ved midtvejsvalget promoverede hun med stor succes en række Tea Party-kandidater, og det var indtil for nylig en given sag, at Palin var en af de favoritterne til at blive den republikanske præsidentkandidat og dermed påvirke resten af kandidaternes chancer markant.
LÆS MERE
I december anslog Oran Smith, der er formand for Palmetto Family Council, den førende konservative organisation i South Carolina, således over for Politiken Palins chancer for at blive den republikanske præsidentkandidat til at være hele 40 procent.
Hvis hun altså stiller op.
Højtlønnet mediestjerne
For det har hele tiden været det store uafklarede spørgsmål: om Palin reelt har planer om at stille op, eller om hun nyder tilværelsen som højtlønnet mediestjerne.
Palin er kommentator på Fox News, har skrevet to bestsellere og været stjerne i sit eget tv-show.
Ifølge magasinet Vanity Fairs beregninger har hun tjent over 70 millioner kroner i de seneste par år, og mange har længe mistænkt hende for blot at bruge de politiske spekulationer om sin fremtid til at øge opmærksomheden om sig selv – og derved tjene flere penge.
Palin i frit fald
Om Palin rent faktisk stiller op som præsidentkandidat, er fortsat uafklaret. Hun holdt atter muligheden åben, da hun blev spurgt om det under et besøg i Indien i marts, men meget tyder på, at det ikke længere er så afgørende endda.
Gennem de seneste måneder er kursen på Sarah Palins politiske aktier nemlig styrtdykket. Krisen begyndte med den video, hun udsendte efter skuddramaet i Tucson i januar, hvor hun på få minutter formåede både at gøre sig selv til ofret i en tragedie, hvor en 9-årig pige blev dræbt, og bruge et stærkt kontroversielt antisemitisk udtryk.
Artiklen fortsætter under videoen.
For mange understregede talen – og den kontrast, den udgjorde til Obamas meget roste tale i Tucson dagen efter – at Palin ganske enkelt ikke er kvalificeret til at være præsident, og i de godt to måneder, der er gået siden da, er opbakningen til hende faldet voldsomt i meningsmålingerne.
Ifølge en meningsmåling foretaget for det politiske magasin Politico tidligere på måneden har 60 procent af amerikanerne nu et negativt syn på Palin, mere end dobbelt så mange som de 28 procent, der synes om hende. 38 procent har endda et ’meget negativt’ syn på Palin.
Tragedie var vendepunkt
Det er meningsmålinger som disse, der får John Fortier, som er forsker i amerikansk politik ved den konservative tænketank American Enterprise Institute, til at være mere og mere skeptisk over for, om Palin stiller op.
»Jeg tror, at Tucson blev vendepunktet for Palin«, siger han.
»Op til midtvejsvalget gik det forrygende for hende, og hun viste en stor evne til at vælge interessante kandidater at støtte. Men talen i Tucson fik folk til at se på hende igen og atter tænke, at hun ikke har, hvad der skal til for at være præsident. Ikke bare at hun ikke ved nok, men at hun ikke er stabil og driftsikker nok«.
Samtidigt vurderer Fortier, at Palins mange medieengagementer har skadet hendes politiske karriere.
»Hun er blevet mere mediemenneske end politiker, og det er givetvis godt for hendes bankbog. Men det har øget usikkerheden om, hvorvidt hun er seriøs«.
Præsidenter taber sjældent
Men også uden Palin til at forplumre billedet er vejen til Det Hvide Hus langtfra enkel for republikanerne.
Det er kun sket tre gange siden Anden Verdenskrig, at en siddende amerikansk præsident har tabt en valgkamp.
Og selv om Barack Obama har sine politiske problemer, og mindre end halvdelen af befolkningen synes, at han gør det godt, havde alle tre tabende præsidenter – Gerald Ford, Jimmy Carter og George H.W. Bush – både væsentlig større problemer og langt større modstand internt i deres parti, end Obama har.
Amerikanerne tilgav aldrig Ford benådningen af Richard Nixon og var i det hele taget trætte af republikanerne, Carter blev ydmyget i Iran og kunne ikke formå at befri de amerikanske gidsler i Teheran, mens Bush senior brød sit løfte om ikke at hæve skatterne.
Så på sin vis er det ikke så underligt, at republikanerne lader vente lidt på sig, ikke mindst eftersom der ikke er en klar favorit, og alle derfor lurer på hinanden.
FOTO
»Feltet er umådelig åbnet. Jeg kan ikke mindes en valgkamp, hvor det har været så uklart, hvem der bliver den republikanske præsidentkandidat. Normalt har man en eller to klare favoritter, men det er svært at pege på det i år«, siger Michael Barone, der er kommentator på den stærkt konservative avis Washington Examiner og hyppig gæst på Fox News, til Politiken.
»Denne gang kan alt ske«.
Populær præst
Ifølge RealClearPolitics gennemsnitsberegninger af de meningsmålinger, der er gennemført om de republikanske kandidater, ligger den tidligere guvernør i Arkansas Mike Huckabee indtil videre i front.
Huckabee var også præsidentkandidat i 2008, hvor han vandt primærvalget i Iowa, og er som tidligere præst uhyre populær blandt de evangelisk-kristne vælgere, der spiller en stor rolle i republikanske primærvalg.
Det er imidlertid usikkert, hvor stor appel Huckabee har i den bredere befolkning, og den indflydelsesrige republikanske lobbyist Grover Norquist tvivler på, at han overhovedet stiller op:
»Han gør ikke noget af alt det, man gør, hvis man vil stille op som præsidentkandidat – samler et hold af rådgivere, indleder fundraising og så videre«, siger Grover Norquist, der er formand for interesseorganisationen Americans for Tax Reform, til Politiken.
»Hertil kommer, at han er ved at bygge et hus til 6 millioner dollar i Florida. Det har man ikke råd til på en præsidentløn, så det virker unægtelig, som om han forventer at blive ved at tjene penge som tv-stjerne, foredragsholder og forfatter«.
Et sikkert valg
Usikkerhed er der derimod ikke, om nummer 2 på ranglisten ifølge meningsmålingerne, tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney, stiller op.
Ganske vist har Romney ikke formelt erklæret sit kandidatur, men lige siden han tabte til John McCain i 2008, har han gødet jorden for et nyt forsøg med talrige rejser til de tidligere primærvalgstater og har for længst hyret en stor stab af rådgivere.
»Romney er det republikanske etablissements kandidat. Han er anti-Palin, et sikkert valg i den forstand, at man ved, at han ikke bryder fuldkommen sammen«, siger John Fortier.
»Med Romney ved man, hvad man får«.
Mormon møder skepsis
Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok for de republikanske vælgere, der frygter, at den ukarismatiske og stive Romney vil komme til kort over for Obamas retoriske talenter.
Samtidig er Romney mormon, hvilket gør ham suspekt i visse kristne kredse, og så er han upopulær i store dele af Det Republikanske Parti på grund af den sundhedsreform, som han indførte, da han var guvernør i Massachusetts, og som minder meget om den – blandt republikanere – forhadte sundhedsreform, som Obama pressede gennem Kongressen sidste år.
En tredje kendt republikansk kandidat, der forventes at stille op, er den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich.
I meningsmålingerne ligger han typisk i topfire, men efter Norquists mening skal man ikke lægge det store i det.
»Det er bare, fordi folk kender hans navn. Jeg tror, det bliver svært – meget svært – for ham. Han er god mundtligt, men han virker som gårsdagens mand. Og retfærdigt eller uretfærdigt minder han folk om Clinton-æraen, der for republikanerne var en rædsom tid«.
De ukendtes chance
Men hvis ingen af de mest kendte kandidater er oplagte vindere, hvem skal så egentlig være den republikanske bannerfører?
Ud over Tim Pawlenty, den tidligere guvernør fra Minnesota, som stillede op i denne uge, udgøres anden række af feltet af næsten sikre kandidater af folk som Mitch Daniel, guvernøren i Indiana, Haley Barbour, der er guvernør i Mississippi, og Jon Huntsman, som er tidligere guvernør i Utah.
Alle på hver deres måde kapable ledere, der potentielt kunne blive den republikanske præsidentkandidat, men alle stort set ukendte i den bredere amerikanske befolkning.
Popularitet kan eksplodere
Et betydeligt handikap, men et, man – særligt i dette valg uden en klar favorit – ikke skal overvurdere betydning af.
»Folk er kun ukendte, indtil de vinder i Iowa eller New Hampshire. Så bliver de øjeblikkelig kendte. Se bare på Obama, hvis popularitet eksploderede efter hans valgsejr i Iowa i 2008«, forklarer Grover Norquist.
Det sætter selvsagt ekstra pres på Pawlenty og de øvrige mindre kendte kandidater for at klare sig godt i de tidlige primærvalg, men hvis det lykkes, har de til gengæld neutraliseret deres mere berømte rivalers fordel.
Og som Obama beviste ved det senest præsidentvalg, kan selve det at være et nyt ansigt også være en stor fordel.
»Det giver kandidaten en mulighed for at skabe sit eget image på en måde, som mere etablerede skikkelser som Palin og Huckabee ikke kan«, siger Michael Barone, den politiske kommentator.
»Det er et problem – men også en mulighed«.
Det handler om at holde sig stående
Men kan en forholdsvis ukendt politiker slå Obama ved selve præsidentvalget?
Sagtens.
»Kandidaterne fra det parti, som ikke er ved magten, virker næsten altid lidt perifere og usandsynlige i USA, fordi vi modsat Europa ikke har en oppositionsleder«, siger John Fortier.
Samme analyse kommer fra Grover Norquist:
»Feltet ser sjældent stærkt ud på nuværende tidspunkt i en valgcyklus, og det gør det bestemt ikke lige nu. Men man skal huske, at det ikke så meget handler om at kunne slå Obama, men om at kunne holde sig stående i ringen og være klar, hvis han vælter«, siger Grover Norquist.
»Det er opgaven – og den kan de fleste af kandidaterne godt løse«.
fortsæt med at læse
