Schweiz genopliver tysk korruptionsskandale

Politiken tirsdag: »Jeg venter mig et tigerspring. For første gang har vi, tror jeg, en konkret oversigt over pengenes vandringer, og ved enden af hver vej står der også navne«. Julius Beucher, socialdemokratisk medlem af Forbundsdagens undersøgelsesudvalg om mulige korruptionssager under forbundskansler Helmut Kohl, er pludselig optimist. Årsagen er, at den tyske rigsadvokat Kay Nehm forleden fik 60 ringbind med schweiziske undersøgelser af bestikkelse ved den franske oliekoncern Elfs køb af det østtyske raffinaderi Leuna og dets kæde af tankstationer, Minol. Med ringbindene fulgte også et 'lagen' på godt en kvadratmeter med et diagram over alle de firmaer og selskaber, schweiziske kriminalfolk har fundet ved kortlægningen af de 265 mio. franske franc (cirka 290 mio. kr.), Elf smurte beslutningstagere med. Beuchers pludselige optimisme skal ses på baggrund af, at tyske myndigheder fra forbundskansler Gerhard Schröders regering og hele vejen ned gennem justitsvæsenet ellers i årevis har brugt ethvert tænkeligt trick for at undgå at kigge på schweizernes materiale. Lederen af den schweiziske Elf-undersøgelse, statsadvokat Bernard Bertossa, Genève, har længe både direkte og indirekte forsøgt at få især tyske statsadvokaturer til at kaste et blik på materialet. Statsadvokaturerne i Mannheim, Konstanz, Bonn, Berlin, Magdeburg og Saarbrücken har alle afvist, at det er deres bord. Statsadvokaterne i Bonn skrev til Genève, at de »ikke er ansvarlige for alle led i udførelsen af principbeslutninger i tysk politik«, bare fordi Forbundsdagen og regeringen sad i Bonn. »Tyskerne lod, som om de var døde«, siger Bertossa i et interview med ugemagasinet Der Spiegel. »Vores problem var ikke, at tyskerne officielt nægtede at undersøge noget eller fortalte os, at vi så spøgelser, men derimod absolut tavshed«. Navne opgivet Bernard Bertossa og hans medarbejdere kan dokumentere, at nogle af Elf-millionerne endte på tyske konti, og de nævner også navne på en række politikere og partifunktionærere fra Kohls parti CDU og søsterpartiet CSU. En central person i pengevaskeriet er den tyske forretningsmand Dieter Holzer, der var mellemmand i Elfs investering i det tidligere DDR. Holzer flyttede i august 2000 efter mange år i Monaco tilbage til Saarland, fordi de franske myndigheder under deres optrævling af Elf-sagen udstedte en arrestordre mod ham. »Vi mener, at der i vores materiale er tilstrækkelige mistanker til at begrunde undersøgelser«, siger Bertossa. »Jeg kan slå fast, at hr. Holzer uden objektiv grund har fået provisioner i betragtelig størrelse. Disse millioner flød gennem et komplekst fletværk af firmaer og konti, som ikke har noget økonomisk formål. Jeg kan også slå fast, at tyske politikere er blandt de personer, der fik penge ved Elfs privatisering af Leuna«. Både for de tyske statsadvokater og for Forbundsdagens undersøgelsesudvalg er et af de største problemer ved Leuna-sagen, at alle sagens akter er forsvundet fra arkiverne i forbundskanslerkontoret. Schröder-regeringen har meldt den sag til politiet, men den ansvarlige statsadvokat i Bonn var mest tilbøjelig til også at lægge den sag til side. Efter en artikel i ugeavisen Die Zeit, der mere end nogen har holdt skandalen varm, fik hans overordnede mere end 30.000 protester mod at henlægge sagen. Forbundsdagens undersøgelsesudvalg vil efter alt at dømme holde et ekstraordinært møde i sommerferien for at se på Bertossas ringbind. Men ellers er dets arbejde ved at løbe ud i sandet, fordi sporene ender blindt i de mange sager, hvor der er mistanke om korruption. For eksempel er Holger Pfahls, der er en helt central person i et våbensalg til Saudi-Arabien, flygtet til udlandet.