Hans tanker er hver dag på et hjem, han ikke kommer til at se igen. Sine forældre kommer han heller ikke til at se. I virkeligheden er Nury Turkel blevet en ufrivillig stjerne i sit livs mareridt. Han bliver klappet ind på scenen for at fortælle en historie, han nødig ville have oplevet. De klapper også, når han går ud i mareridtet igen.
Han er, med sine egne ord, »træt af sympati«. Nu vil han »hellere se lidt handling«.




























