Myndigheder lukker strande og forbyder forsamlinger, fordi unge bryder reglerne for at feste.

»Nogle opfører sig som små helte, når de bryder reglerne«: Unge verden over mødes til corona-fester

Universitetsstuderende på ferie færdes i grupper gaderne i Miami Beach, efter at myndighederne har lukket strande, barer, træningscentre, biografer.  Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Universitetsstuderende på ferie færdes i grupper gaderne i Miami Beach, efter at myndighederne har lukket strande, barer, træningscentre, biografer. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I Tyskland holder nogle unge ’coronafester’ og hoster med vilje i ældre menneskers retning.

I Japan samler unge sig skulder ved skulder for at se kirsebærblomsterne springe ud.

Og på strande i USA og Australien flokkes studerende for at feste sammen, mens de holder fri fra skoler og uddannelsesinstitutioner.

På trods af, at regeringsledere verden over beder deres befolkninger lade være med at samle sig i grupper for at begrænse pandemien med Covid-19-virus, ignorerer dele af befolkningen myndighedernes påbud, og især unge mennesker har åbenbart svært ved at holde sig hjemme.

I nogle tilfælde optræder de forsamlede unge truende over for politiet, som forsøger at få de unge til at bryde op.

»Nogle opfører sig, som om de er små helte, når de bryder reglerne. Men det er I ikke. I er dumme og til stor fare for jer selv«, siger den franske indenrigsminister Christophe Castaner ifølge nyhedsbureauet AP.

Efter at folk i Frankrig i dagevis har undladt at følge myndighedernes henstillinger om at blive hjemme, har landet sat sikkerhedstyrker ind på banegårdene for at forhindre folk i at tage ud af byerne til deres sommerhuse og bringe virus med sig ud i landområderne og til kysterne, hvor sygehusene er dårligere rustet til at håndtere coronasmitte.

De populære slentrestrækninger langs floden Seinen i hovedstaden Paris er spærret af, og i byen Nice i Sydfrankrig har borgmester Christian Estrosi, som selv er testet positiv med covid-19, indført natligt udgangsforbud.

Også på de mange markeder i Frankrig har politiet et hyr med at få folk til at holde den påkrævede to meters afstand fra hinanden. I Paris-forstaden Clichy-Sous-Bois har en borger endda bidt en betjent, fordi han forsøgte at få folk til overholde reglerne.

Ungdomsfester lukker strande

Også i USA kniber det med at forstå alvoren, når myndighederne forbyder folk at forsamles. Det har senest fået guvernøren i Florida til at lukke delstatens strande, efter at medier rapporterede om vilde fester under den traditionelle amerikanske forårsferie spring break, hvor unge tusindvis af unge studerende hvert år samles og fester.

Men selv efter lukningen af strandene, forsøgte nogle forretningsdrivende ifølge AP stadig at trække turister til. Blandt andet sejler turistbåde op og ned langs kysterne, men har dog sat antallet af passagerer per tur ned til 10 for at følge myndighedernes anvisninger.

Også i Australien har myndighederne lukket Sydneys populære Bondi Beach på grund af ungdomsfester med mere end 500 mennesker samlet, beretter AP, som kalder de unge for virus rebels, altså virusrebeller, som ikke tager myndighedernes anvisninger alvorligt og dermed bringer deres eget og andres helbred i fare.

I New York advarer guvernør Andrew Cuomo ifølge AP om, at over halvdelen af statens coronasmittede er mennesker mellem 18 og 49 år. Fordi byens befolkning ikke har holdt den afstand til hinanden, som myndighederne har bedt om, indføres der forbud mod at samles i byens mange parker med virkning fra søndag aften.

Fester i hele Europa

I Sydtyskland beretter delstatsleder Markus Söder om corona-fester:

»Og unge mennesker hoster i retning af ældre mennesker og råber corona for sjov. Vi oplever utrolig mange grupper af mennesker, der samles«, siger han ifølge AP.

Også i Grækenland beder premierminister Kyriakos Mitsotakis indtrængende befolkningen om at blive hjemme og advarer om, at folks opførsel kommer til at påvirke landets mulighed for at bekæmpe coronavirussen.

I Spanien, som har det næsthøjeste antal smittede i Europa, kun overgået af Italien, patruljerer myndighederne i helikoptere for at få overblik over, hvor folk samles og få dem til at bryde op.

Selv i Italien, hvor dødstallet i sidste uge overhalede Kinas, kæmper myndighederne stadig med at holde folk inden døre frem for at besøge venner og familie i stedet for at gå ud i solen for at besøge venner og familie eller nye forårsvejret.

Lukkede legepladser i København

Også herhjemme har politiet måtte rykke ud og bede folk gå hvert til sit. De seneste dage har det gode vejr og den øgede mængde fritid fået menneskemængder til at forsamle sig bl.a. på Amager Strand og på Christiania i København, som nu er blevet lukket for andre end beboere.

Borgere i hovedstaden blokerer akutlinjen 112 med opkald om forsamlinger på over 10 mennesker

Flere af byens legepladser er spærret af, efter at for mange forældre med børn ikke fulgte anvisningerne om at holde afstand og lade være med at samles i grupper.

Bliv væk, tak: Kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård blomstrer snart, men i år bliver hele området afspærret

Mens folk i Japan samles i parker for at nyde forårets nyudspungne kirsebærtræer, bliver københavnerne i år forment adgang til de populære lyserøde blomsterflor. Politiet har spærret adgangen til Bispebjerg Kirkegård, som plejer at blive et tilløbsstykke på denne årstid.

For at sikre bedre afstand mellem de mange promenerende københavnere har Københavns politi desuden ensrettet gåretningen rundt om Søerne.

Efter kødrand i solen: Københavns Kommune laver ensretning rundt om Søerne

Charlotte Branner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her