Læge advarer mod Trumps forslag om at indtage desinficering

USA's præsident,  Donald Trump lytter til et spørgsmål sammen med vicepræsident, Mike Pence under en pressebriefing om coronavirus i Det Hvide Hus. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump lytter til et spørgsmål sammen med vicepræsident, Mike Pence under en pressebriefing om coronavirus i Det Hvide Hus. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En amerikansk læge advarer kraftigt mod USA's præsident Donald Trumps forslag om at indsprøjte desinficeringsmidler i mennesker i kampen mod coronavirusset.

Efter at en embedsmand fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed tidligere har nævnt, at desinficeringsmidler som blegemiddel kunne dræbe coronavirusset på overflader, bemærkede Donald Trump effektiviteten.

»Jeg ser, at desinficeringsmidler dræber virusset på et minut«, sagde Donald Trump torsdag ved sit daglige pressemøde om coronavirus ifølge det amerikanske medie NBC News.

»Er der en måde, vi kan gøre det på ved at indsprøjte det? Man kan se, at virusset rammer lungerne, så det kunne være spændende at undersøge«.

Læger advarer mod Trumps forslag

Over for NBC News fraråder læge Vin Gupta det på det kraftigste og kalder desinficeringsmidler som blegemiddel for giftige og farlige.

»Tanken om at indsprøjte eller indtage nogen former for rensemidler er uansvarlig og farlig«, siger Vin Gupta til NBC News.

Vin Gupta siger, at det er en typisk måde for folk at begå selvmord på.

Ifølge NBC News har Trump-regeringens egen myndighed for mad og lægemidler advaret mod at indtage kemikalier fra desinficeringsmidler, som på fejlagtig vis har været rygtet som en kur mod autisme og hiv.

På sociale medier har andre amerikanske læger også advaret mod Donalds Trumps forslag.

Chefen for USA's udvikling af en coronavaccine nægtede at anbefale Trumps mirakelmiddel. Nu er han fyret. Og vred

Trumps forslag kommer, få uger efter at han advokerede for brugen af malariamidlet hydroxyklorokin mod coronavirus.

Test fra et amerikansk hospital har sidenhen vist, at hospitalet registrerede flere døde blandt de, der blev behandlet med hydroxyklorokin, end blandt dem, der fik en normal behandling.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her