Han var nok ikke den første, men for mange danske socialdemokrater blev Olof Palme den vigtigste stemme mod USA’s krig i Vietnam dengang i slutningen af 1960’erne. Og dermed også et socialdemokratisk svar i et ungdomsoprør, hvor mange unge gik forbi det gamle arbejderparti og videre ud på venstrefløjen. Palme var den klare tale, og det fortsatte han med at være, da han blev statsminister i 1969 og uden at blinke kaldte det, der foregik i Vietnam, for »en form for tortur«.
I en polariseret tid vakte det vrede på højrefløjen, og det vakte selvfølgelig især vrede i USA, men det vakte også beundring hos dem, der dengang var unge og på vej. I dag er de pensioneret, men mindes stadig Olof Palme som symbolet på en ny, moderne socialdemokrat, der klart distancerede sig fra typer som en cigarrygende Per Hækkerup i Danmark og en mangeårig statsminister og landsfader som Tage Erlander i Sverige.




























