I løbet af det sidste år er det blevet et synligt tegn på vores globale fællestraume. En universel beklædningsgenstand, som i starten – undtagen for befolkningen i nogle asiatiske lande – var en grænseoverskridende og besynderlig genstand at tage på, men som nu føles helt normal og måske ligefrem tryghedsskabende.
Når vi ikke har mundbindet over mund og næse i det offentlige rum, hænger det om håndleddet, stritter ud af jakkelommen, eller måske er det placeret under hagen, klar til lige at blive flippet op, når det er påkrævet.



























