I havnebyen Mariupol i det sydøstlige Ukraine slog forsøget på våbenhvile og oprettelsen af en humanitær korridor, der skulle få civile ud, endnu engang fejl søndag. Den samme manøvre blev forsøgt lørdag, og ligesom det var tilfældet dagen før, beskyldte begge parter søndag hinanden for at bryde våbenhvilen. De ukrainske myndigheder havde håbet, at man kunne evakuere en stor del af byens godt 430.000 indbyggere. Ifølge Reuters var det kun 300 personer, der nåede at komme ud af byen, inden kampene mellem de to hære blussede op igen. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har opfordret til at alle i byen, der kan forsvare sig mod de russiske styrker, bliver og kæmper.
Det britiske forsvarsministerium antydede sent lørdag i en efterretningsopdatering fra Ukraine, at det var Rusland, der var skyld i, at lørdagens våbenhvile mislykkedes, da forslaget om en midlertidig fred formentlig blot var »et forsøg på at aflede den internationale fordømmelse og samtidig give sig selv en chance for at forberede sine styrker til en fornyet offensiv«.




























