I de seneste uger har jeg mødt flere, som har overvejet at finde et alternativ til Twitter. I den forbindelse er jeg kommet til at tænke tilbage på en lille ting, som sker i hvert eneste afsnit af den japanske rengøringsekspert Marie Kondos realityprogram: Når hun hjælper folk med at rydde op i deres liv, beder hun dem lægge alt deres tøj i en stor (en ofte skræmmende stor) bunke, hvorefter de skal gennemgå hver enkelt beklædningsgenstand ved først at tage den op og derefter tale til den. Mange kritiserer ganske vist Marie Kondo for at være en minimalist, der bare giver os besked på at smide alt ud, men jeg vil nu mene, at hendes arbejde snarere handler om noget hensigtsmæssigt, nemlig om at opdyrke et meningsfuldt forhold til de ting, vi ejer og omgiver os med.
I Kondos tv-serie ender deltagerne ofte med at gøre op med deres identitet – med hvem de er, og hvem de ønsker at være – og stille sig selv til regnskab for, om der er grundlæggende forandringer, som de enten har været bange for eller haft for travlt til at foretage. Når man får orden i sine sager, får man ifølge Marie Kondo også bedre styr på, hvordan ens bedste jeg ser ud, og på ens forestillinger om det gode liv.
