En 18-årig mand ved navn Muhammed Cafer Cetin og en anden uidentificeret mand er tirsdag blevet reddet ud i live fra en sammenstyrtet bygning i provinsen Kahramanmaraş i Tyrkiet 198 timer efter jordskælvet 6. februar, rapporterer CNN Türk, der viste optagelser af de to mænd på bårer, da de blev båret hen til ventende ambulancer.
Andre steder i Kahramanmaraş forsøger redningsmandskab at nå frem til en bedstemor, en mor og en datter fra samme familie, som menes at have overlevet katastrofen, som har kostet over 37.000 mennesker livet i Tyrkiet og Syrien.
Mange steder er eftersøgninger efter overlevende ellers ved at blive nedtrappet, da håbet om finde flere overlevende en uge efter skælvene er svagt. Redningsmandskab fra Polen, som er specialiseret i at finde overlevende og få dem gravet fri, har meddelt, at de tager hjem onsdag.
I den syriske storby Aleppo siger FN’s nødhjælpschef, Martin Griffiths, at redningsfasen snart bliver afsluttet, og at der i stedet vil være fokus på at sikre de overlevende mad, husly og skolegang.
I den sydlige tyrkiske by Antakya, som er hovedstad i den sydlige provins Hatay, er sammenstyrtede bygninger nu ved at blive kørt væk, og murbrokker fjernes.
Hundredvis af mennesker forlader byen hver dag, og de, som er tilbage, sover ved siden af bål på gadehjørner og i parker eller overnatter i telte eller biler.
Den syriske præsident, Bashar al-Assad, er gået med til at tillade mere FN-nødhjælp til det krigshærgede land ved åbning af flere grænseovergange. Det er grænseovergangene Bab Al-Salam og Al Ra’ee, som al-Assad har givet grønt lys til at åbne. De er begge på grænsen til Tyrkiet, og de vil være åbne de næste tre måneder, sagde FN’s generalsekretær, António Guterres, mandag.
»Åbningen af disse grænseovergange – sammen med facilitering af humanitær adgang, acceleration af visumgodkendelser og at gøre det lettere at rejse mellem større byer – vil gøre, at mere hjælp kommer hurtigere ind«, sagde Guterres.
ritzau
fortsæt med at læse


























