»Det russiske samfund er konsolideret efter opstanden lørdag«, siger Putin i en tv-tale til nationen.

Putin giver Wagner-oprørere tre muligheder i direkte tv-tale

Det var en svækket Putin, der mandag aften forsøgte at samle nationen efter Wagner-gruppens oprør i weekenden. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Det var en svækket Putin, der mandag aften forsøgte at samle nationen efter Wagner-gruppens oprør i weekenden. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret mandag kl. 6.53.

I en direkte tv-tale, som russiske medier på forhånd havde bebudet ville indeholde »en række vigtige erklæringer«, satte Ruslands præsident, Vladimir Putin, ord på weekendens dramatiske begivenheder.

»Det russiske samfund er konsolideret efter opstanden lørdag«, sagde Putin.

Den russiske leder takker befolkningen for dens patriotisme under revolten og siger, at opstanden fra Wagner-gruppen under alle omstændigheder ville være blevet nedkæmpet.

»Jeg udstedte ordrer for at undgå blodsudgydelser«, fastslog Putin videre og tilføjede, at »Vesten og Ukraine ønskede, at russere ville begynde at dræbe hinanden«.

»Alle beslutninger, som myndighederne traf, gik ud på at neutralisere faren«, sagde han.

Lørdagens opstand sluttede, da Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, fik Wagner-lederen Jevgenij Prigosjin til at stoppe fremrykningen mod Moskva ved at lade ham og hans mænd rejse til Belarus. Putin takkede derfor Lukasjenko for bidraget.

Putin takkede de medlemmer af Wagner-gruppen, som bidrog til, at blodsudgydelser blev undgået og gav Wagner-gruppens soldater nu kan vælge mellem tre muligheder: De kan slutte sig til den russiske hær, tage hjem til deres familier eller rejse til Belarus.

»Jeg vil holde mine løfter til dem fra Wagner-gruppen, som vil til Belarus«, påpegede han.

Prigosjin: Oprøret handlede om retfærdighed

Wagner-gruppens chef, Jevgenij Prigosjin, hvis navn ikke blev nævnt en eneste gang i Putins tale, sagde tidligere mandag i sine første udtalelser efter oprøret i Rusland lørdag, at han ville undgå, at der flød russisk blod.

»Vi vendte om, fordi vi ikke ville udgyde russisk blod«, siger han.

I et 11 minutter langt lydklip siger Prigosjin videre, at oprøret »handlede om retfærdighed«. Prigosjin har tidligere anklaget den russiske militærledelse for at stå bag et luftangreb på hans soldater.

I en række udtalelser siger han også, at Wagner-gruppen fandt det beklageligt, at de måtte skyde mod russiske fly og helikoptere, men at de selv blev beskudt uden varsel.

»Vores march blotlagde alvorlige sikkerhedsproblemer«, siger han også på lydklippet, som er lagt ud på det sociale medie Telegram.

Prigosjin tilføjer, at ’marchen’ havde til formål at redde Wagner-gruppens fremtid – ikke at omstyrte magten i Kreml. Han siger, at styrken mødte støtte i de byer, som den kom gennem.

Det vides fortsat ikke, hvor Prigosjin befinder sig.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her