Sidste onsdag var en helt fantastisk dag, for da kunne jeg efter ti dages coronakarantæne igen bevæge mig ud i virkeligheden. Mit arbejde havde jeg passet hjemmefra, min kæreste og vores datter havde været omkring mig, og alskens teknologi gjorde, at det kun var rent fysisk, vi var isoleret. Men det var også voldsomt nok. I løbet af de ti dage var jeg kun ude, når jeg skulle coronatestes, og når jeg som et af karantænelivets ubestridte højdepunkter i en sen aftentime listede ned med skraldeposen.

Selv om vi ikke led nogen nød, konstaterede jeg mange gange dagligt, at det er ganske hårdt ikke selv at kunne bestemme over sin indgang og sin udgang. Derfor bragte glæden over den genvundne frihed mig også i en voldsomt opløftet stemning. Jeg var så begejstret som en ko, der kommer på græs igen efter en lang vinter i stalden. Og i hvert fald i mit sind hoppede og sprang jeg fuldstændig som en sådan drøvtygger lystigt af sted. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår det sidst har været så fantastisk at gå en tur.