En gravid somalisk fly hviler ud i det nordlige Kenya. Regionen har oplevet flere klimakatastrofer som tørke og har ifølge ngo-aktivist Mohamed Adow voldsomt brug for den hjælp fra de rige lande, som de allerede har lovet.
Foto: Jerome Delay/AP

En gravid somalisk fly hviler ud i det nordlige Kenya. Regionen har oplevet flere klimakatastrofer som tørke og har ifølge ngo-aktivist Mohamed Adow voldsomt brug for den hjælp fra de rige lande, som de allerede har lovet.

Klima

»Det er jo ikke os i syd, der er ansvarlige for problemerne«: Fattige lande råber på klimastøtte

Det går trægt med at opfylde løfter om klimabistand til de fattigste lande. Men klimakrisen er jo ikke ulandenes skyld, som afrikansk toppolitiker udtrykker det.

Klima

Mohammed Adow er vred, og han lægger ikke skjul på det.

Den globale klimachef i ngo’en ChurchAid kommer fra et fattigt landbrugsområde i det nordlige Kenya. Her har han selv på første hånd set tørke og sultkatastrofer.

I årevis har han hørt på, at de rige lande lover at sende ekstra klimahjælp til de fattige lande. Et af de store emner på dette års klimatopmøde i Polen er, at nu skal der leveres på et næsten ti år gammelt løfte om, at de rige lande fra 2020 skal finde 100 milliarder dollars (650 milliarder kroner) om året i ekstra klimahjælp.

»Verden er i alvorlig fare, hvis vi ikke holder den globale opvarmning nede på 1,5 grader. Og de 100 milliarder er i forvejen småpenge i forhold til det, der er brug for i udviklingslandene!«, siger han, mens hans øjne flammer.

Hans frustration skyldes, at forhandlingerne om klimahjælp tilsyneladende går trægt.

Dørene er strengt bevogtede til de lukkede rum, hvor ministre og embedsmænd fra 193 lande og 4 observatørstater forhandler om et af topmødets sværeste emner, og når det lykkes at stoppe en af dem uden for dørene, udtaler de sig i forsigtige vendinger.

»Jeg tror, at alle lande er bevidste om nødvendigheden af at finde penge for at leve op til Paris-aftalen. Hvis vi ikke finder pengene, er det jo nytteløst, hvad vi nåede frem til i Paris«, siger Benjamin Toirambe Bamoninga, der er viceminister i DR Congos miljøministerium.

Han er høflig og diplomatisk, men tilføjer så kortfattet:

Det er som et tredimensionelt puslespil

»Det er jo ikke os i syd, der er ansvarlige for problemerne med klimaet«.

De tre store knaster

Med fire dage tilbage af det globale klimatopmøde er det tydeligt, at alvoren er rykket et niveau op. Regeringsmedlemmerne er ankommet til mødet, der hidtil har været domineret af embedsmænd og specialister. Fra nu af er det rent politiske forhandlinger, der overtager scenen.

Ved den store Paris-aftale i 2015 blev det aftalt, at netop her i Polen tre år senere skulle de luftige tilsagn omsættes til konkrete aftaler om, hvordan udledningen af drivhusgasser begrænses. Der er tre helt store områder:

Ambitioner. Landene skal bekræfte og helst skærpe de ikkebindende tilsagn om CO2-reduktioner, de gav i Paris.

Regelsæt. Der skal nedfældes et klart regelsæt, der definerer, hvordan man måler og overholder nationale klimamål.

Finansiering.Der skal aftales, hvordan fattige lande finansierer grøn omstilling og afhjælper klimakatastrofer – også for de rige landes egen skyld, så de undgår klimaflygtninge.

Det er jo ikke os i syd, der er ansvarlige for problemerne med klimaet

»Det er som et tredimensionelt puslespil«, siger Mohamed Adow fra ChurchAid. Og lige nu er han ikke optimistisk med hensyn til, om alle brikkerne kommer til at passe sammen, gør han det klart.

De manglende penge

Tirsdag var det finansiering, der fyldte mest. Her har det polske formandskab bedt Tyskland og Egypten om at være løjtnanter og hjælpe med at få en delaftale på plads.

Som Politiken kunne fortælle i sidste uge, har Danmark reelt sænket klimabistanden, selv om man har lovet at øge den, og Danmark er langt bagud med sin del af 2020-målet. Det samme er tilfældet for en række andre rige lande.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Noget af det, der gør emnet svært, er, at penge ikke bare er penge. De nuværende regler er vage, så nogle af de rige lande tæller lån helt eller delvis med som støtte, selv om pengene skal betales tilbage igen. Andre tæller private erhvervsinvesteringer med, der selvfølgelig forventer et udbytte – eller endda garantier for investeringer. Pengene kan også komme med krav om modydelser som handelsaftaler.

»Systemet er vidt åbent for egne definitioner«, siger Mattias Söderberg, der er rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og specialist i klimafinansiering. »Nogle gange kan støtten endda ende med at være en udgift for ulandene, fordi den bliver trukket ud igen«.

Faktisk har de rige landes organisation OECD et system, der kaldes grant equivalent value. Det er populært sagt et regneark, der omregner alle støttetyper til reelle hjælpepenge. Men det system bruges kun til udviklingshjælp, ikke til klimahjælp. De rige lande nægter ifølge flere ngo’er at overføre systemet til klimahjælp.

Det er store beløb, der kan være i forskel. Ifølge OECD gives der lige nu årligt omtrent 350 milliarder kroner i klimabistand. Ngo’en Oxfam har anslået, at der reelt er tale om det halve.

Ifølge nogle ngo’er er der et muligt kompromis i spil, hvor udviklingslandene går med til, at hvis de rige lande indfører en klar praksis og øget gennemskuelighed som i OECD-reglerne, kan man acceptere, at andet end direkte støtte kan tælle med i de 100 milliarder dollars. Altså mere gennemsigtighed i hjælpen.

Om det er nok for udviklingslandene, er endnu uvist.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce