Til sidst er det stort set Brasilien mod resten af verden.
Det store klimatopmøde i Polen får en dramatisk afslutning, da Sydamerikas største land truer med at blokere for en global klimaaftale, hvis landet ikke får sin vilje på et nørdet – men meget vigtigt – spørgsmål om handel med CO2.
Spørgsmålet betyder, at det afsluttende topmøde blev udskudt mere end et døgn, og derfor kender vi endnu ikke det endelige resultat og slutmødeerklæringen. Men det polske formandskab er klar til at løse det ved at foreslå, at man ganske enkelt udskød emnet til næste års topmøde. En dårlig løsning, »men trods alt bedre end at lave en dårlig aftale«, som en ekspert udtrykker det.
Langt de fleste andre emner på topmødet er dog på nuværende tidspunkt sikre. Og der tegner sig et billede af en klimaaftale, der bliver langt mindre ambitiøs end håbet, men som trods alt opfylder nogle af forventningerne om et sæt paragraffer, der sætter rammer for den store klimaaftale i Paris i 2015.
Skoleelever strejker for klimaet i topmødets intense slutfase»Man er blevet enig om et solidt regelsæt, der binder landene til at fortælle verden, hvad de gør for at leve op til egne klimamål«, siger danskeren Jens Mattias Clausen fra Greenpeace, der har været en af ngo-verdenens chefforhandlere på topmødet.
Han havde dog håbet, at de seneste måneders strøm af videnskabelige advarsler om den globale opvarmning havde fået topmødedeltagerne fra 193 lande og 4 observatørstater til at skrue væsentlig mere op for ambitionerne.
»Vi ved, at vi har 12 år til at levere drastiske reduktioner i drivhusgasudslippet, og vi har simpelthen ikke tid til at blive ved med at udsætte den nødvendige omstilling eller komme med mere eller mindre vage hensigtserklæringer. Der er ingen undskyldninger tilbage«, siger Jens Mattias Clausen.
Fra tomme ord til klare regler
På forhånd var årets topmøde – som de polske værter havde henlagt til Katowice i landets vigtigste kuldistrikt – imødeset som ekstra vigtigt.
Dels på grund af de mange rapporter, der viser, at klimaforandringerne er ved at løbe løbsk, og at vi kun har få år til at sænke vores CO2-udslip, hvis vi vil undgå klimakatastrofer. Vigtigst er en rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, der i oktober konkluderede, at det kræver en indsats »uden fortilfælde« at holde den globale opvarmning på 1,5 grader siden 1800-tallet. Allerede det vil give problemer som ekstremt vejr, havstigninger og strømme af klimaflygtninge, men de bliver langt værre, hvis tallet når op på 2 grader.
Der skal nok komme en klimaaftale i Polen - spørgsmålet er bare, om den kan bruges til nogetOg dels fordi det endelig er tid til at gøre alvor af Paris-aftalen. Dengang i 2015 var der jubel, men reelt var der mest tale om luftige løfter om at skære i CO2 -udledningerne. Mange af dem gav nogle luftige nationale klimamål, der tilsammen ventedes at holde opvarmningen på 3 grader – katastrofalt meget ifølge videnskaben, men bedre end helt at lade stå til. De aftalte, at på 2018-topmødet ville de omsætte løfterne til et detaljeret regelsæt. Og gerne suppleret med stærkere klimamål. Det viste sig i praksis svært.
Dobbelt bogføring
Det allersværeste spørgsmål viste sig at handle om handel med CO2-kreditter. Det er det spørgsmål, der til det sidste truer med at afspore hele mødet.
Paris-aftalens artikel 6 handler om muligheden for at handle udslip af drivhusgasser – altså for eksempel at et rigt land betaler et fattigt land for at lukke et kulkraftværk i stedet for selv at spare derhjemme. Det er dette punkt, der til det sidste skaber panik, da Brasilien ønsker et system, der giver mulighed for dobbelt bogføring.
Hvis regelsættet ikke skrives rigtigt, kan der ske det, at begge de lande, der handler en kvote over grænserne, kan tælle den som en CO2-reduktion i deres eget land. Den samlede effekt kan blive endog meget stor. I foråret konstaterede tænketanken Environmental Defense Fund i en analyse, at omfanget af den dobbelte bogføring kan være over en tredjedel af verdens samlede emissioner eller nogenlunde det samme som udledt af Kina plus USA.
»Hvis regelsættet i Artikel 6 tillod en sådan dobbelt opkrævning, ville det virke, som om vi fik dobbelt så mange reduktioner af emissioner som faktisk er tilfældet - og det ville være dårligt nyt for klimaet«, hed det i analysen.
Men Brasiliens ønske om regler, der kan fortolkes løst, er så stærkt, at landet sætter alt ind på at få det igennem. Desuden mener Brasilien at have mange penge til gode i et gammelt system med CO2-kreditter og ønsker at få systemet forlænget, men også det modsætter resten af verden sig. En udsættelse til næste år synes sandsynlig.
Velkommen eller ej?
Et andet stort stridspunkt er IPCC-rapporten fra oktober. Fire store olieproducenter – USA, Rusland, Saudi-Arabien og Kuwait – protesterede allerede for en uge siden mod, at de fleste andre lande ville »byde rapporten velkommen«. De foretrækker en mere uforpligtende formulering om at »notere sig« rapporten.
Det lander med et kompromis, hvor topmødet ifølge udkastet »udtrykker sin påskønnelse og taknemlighed« til FN’s klimapanel for at have lavet rapporten »i tide«. Men et polsk forsøg på at skrive ind, at CO2-udledningerne skal halveres, bliver fjernet for at føje de fire lande. I stedet »inviteres« alle lande til at tænke over IPCC-rapporten og lade sig inspirere af den.
Sat lidt på spidsen kvitterer man for rapporten, men ikke for indholdet. En stor skuffelse for de mest ambitiøse lande, og en sejr for USA og de andre tre lande.
Til gengæld bliver alle lande forsigtigt opfordret til at komme med nye og stærkere ambitioner ved det særlige topmøde, FN’s generalsekretær har indkaldt til i september 2019. Det er ikke stærkt, men alligevel et lille lys forude, mener de mest udsatte lande.
Pengene kom ikke
Et tredje stort spørgsmål handler om et gammelt løfte fra de rige lande om at finde 100 milliarder dollars (650 milliarder kroner) om året i klimahjælp til de fattigste lande fra og med 2020 er stadig ikke opfyldt, og det lykkes ifølge udkastet ikke at lave en klar aftale.
»Det er jo ikke os i syd, der er ansvarlige for problemerne«: Fattige lande råber på klimastøtteLandene opfordres ganske vist kraftigt til at finde pengene, men ifølge kritikere er den måde, man kan tælle pengene – for eksempel som lån eller virksomhedsinvesteringer – så luftige, at de levner gode muligheder for kreativ bogføring.
Til gengæld er der nu for første gang lagt op til et system, hvor fremtidig klimahjælp meldes ind, så de fattige lande ved, hvad de har at holde sig til. Et plus, der virker lidt som et plaster på det økonomiske sår.
fortsæt med at læse
