På Fisketorvet i Odense står en dybrød toetages informationsboks, der ikke i sig selv skriger tilløbsstykke. Indholdet er heller ikke af en art, der sædvanligvis lokker større skarer til: Her er plancher om gadegennemskæring og trafiktælling, tekster om byrådsbeslutninger og en stor hvidmalet arkitektmodel, der forsøger at illustrere byplanlægning målestok 1:250. Skulle det lyde småtørt, er det imidlertid ikke noget, der har holdt odenseanerne væk. Siden den røde boks med udstilling blev stillet op i slutningen af februar, har over 15.000 været indenfor for at se, hvordan man retter op på en fadæse. Hvor byplanlæggere over hele verden i dag sætter en ære i at få mennesker ind i bykernerne, handlede det i 50’erne og 60’erne om at få mest mulig trafik hurtigst muligt ned til eksempelvis havneområderne for at lodse og laste. Resultatet af den tankegang kan ses i København, hvor det i denne uge kom frem, at man overvejer at lægge den store indfaldsvej Åboulevard under jorden for igen at skabe plads til åen. LÆS OGSÅBorgmester: Å på Åboulevard ville være en drøm Men tankegangen fås ikke tydeligere end på en byvandring med projektchef Svend Heegaard fra Odense Kommune. »Her er den så«, siger han, da vi kommer ud af den røde infoboks. Bag os ligger Odenses gågader med forretninger og handelskvarter. Ude foran os gemmer museer, koncerthus og den gamle H.C. Andersen-bydel sig, eller i hvert fald resterne af den. Men for at komme derover skal vi krydse den: Thomas B. Thriges Gade. Der gennem de seneste mange år har fået byplanlæggere og arkitektstuderende fra ud- og indland til at komme og nærstudere, hvordan det ikke skal gøres: For øjnene af os pløjer et brølende bilbånd i fire spor sig gennem Odenses centrum. 30.000 biler i døgnet. Siden åbningen i 1970 har den spærret af for al tværgående færdsel i Odenses bykerne, der nu er så skamferet, at man har valgt at bruge trekvart milliard kroner for at omgøre den store fejltagelse.
Det nye Odense
For selv om der egentlig blot er tale om 700 meter gade, har Thomas B. Thriges Gade vakt opsigt langt ud over landets grænser: TBT, som gaden kaldes på planlæggersprog, er et af de største skrækeksempler på en tankegang, der kun er få årtier gammel, men som nåede at manifestere sig i så meget beton, at bulldozerne nu er i gang med at grave betonen op, både her i Odense og i en række andre byer hjemme og i udlandet.
I Odense skal fire tæt trafikerede vognbaner, der skærer sig tværs gennem bymidten om få år stå som et tæt bebygget forløb med torve, kolonnader, letbane, fodgængere og cykler. Bilerne må pænt køre udenom.
Mens vi står og venter på, at der bliver grønt, så vi kan komme over på den anden side af Odenses gamle middelalderdel, ryster Svend Heegaard på hovedet. »Det her er der ingen, der gør«, siger manden, der har boet i Odense i næsten 30 år. »Enten besøger man handelsgaderne, og så bevæger man sig op til gaden her og går tilbage igen. Eller også besøger man byens kulturinstitutioner på den anden side, og så parkerer man derovre og bliver der. Man passerer ikke gaden. Gaden er et skel. Byen hænger ikke sammen«. Aarhus er foran Odense står ikke alene med sporene fra en nær fortid. København lavede blandt andet sit omdiskuterede gadegennembrud i Bremerholm i 30’erne, og i de samme år besluttede Aarhus sig for at overdække byens å og lave den om til en hovedtrafikåre mod havnen. Det, der før var vandløb, blev dækket af asfalt, og hvad der var tilbage af å i midtbyen, var ligesom i København å’et i gadens navn, Åboulevarden. Også i Aarhus fortrød man fortidens entreprenørarbejder. Her står afdelingschef i Aarhus, arkitekt Thorkild Green Jensen og udpeger stedet, hvor opgøret med biltrafikken tog form: »De her fire betonpiller var begyndelsen til det hele«, siger han og peger ned i den nu frit løbende å, hvor fire tunge søjler blev anbragt i 1983.
