Tømreren træder frem til alteret og lægger sin kvist ved siden af æblet, fisken og vinen, som endnu en offergave. To hurtige buk med rank ryg får arbejdslygtens lys til at flakke over hvælvingerne, hvor to korte håndklap nu mangedobles i et diskant ekko.
Anderledes dybt runger den rytmiske messen på oldjapansk, som de forsamlede danske museumsfolk og journalister ikke fatter mange ord af. Men andagten er ikke til at misforstå, selv om et kynisk øje vil se et rejsegilde af den slags, som finder sted ved ethvert japansk nybyggeri.
»Jeg fik faktisk slet ikke religiøse associationer, da jeg kom herned første gang. Jeg så bare vandet«, siger Hiroshi Sambuichi, da jeg møder ham inden ritualet.
Den japanske arkitekt har suppleret sit sorte antræk med mørkeblå gummistøvler, så jeg må lede efter ham, da jeg træder ned i Cisternerne. Hernede i bunden af Københavns udtjente vandreservoir på Frederiksberg Bakke er der mørkt. Men sådan må det være, hvis man faktisk vil opleve lyset, forklarer han, mens vi skræver over den ene præcise tømmersamling efter den anden.
