Røde kinder og sved på panden var en del af dagens orden. Da jeg var barn, havde kommunen stillet en hal til rådighed, som vi spillede badminton og håndbold i, når vi ikke lige gik til halbal og hørte Sneakers.
Ved siden af hallen lå de kommunale fodboldbaner. Idrætstilbud var der masser af i folkeskolen og i fritiden. Det var en af de mange fordele ved at vokse op i en omegns- og forstadskommune i 1970’ernes Danmark. Det offentlige sørgede for, at nogle af byens helt centrale arealer blev friholdt til at motionere medborgerne.
Midt i København skorter det imidlertid på de frie arealer, og antallet af fodboldbaner per indbygger er stadig det laveste blandt landets storbyer. Men trangen til at motionere i storbyen er ikke mindre end ude i forstæderne. Og derfor lægger byen og arkitekturen sig for tiden i nye folder.
Den største forandring er uden tvivl sket i byens gader. Her har man i årevis skubbet folk til at motionere i hverdagen. Også uden at byboerne nødvendigvis har vidst det. Men effekten på byen og folkesundheden har været enorm.
