Min fars negle er lange, og hans ansigt ubarberet. Han sidder i plejehjemmets tv-stue klædt i den sædvanlige sweater med lynlås. Tidligere var han en pæn mand. Altid ulasteligt klædt i jakke og slips. Min far er 84, og det er hans fremskredne Alzheimers sygdom, der har bragt ham herhen. Det er ubehageligt at få klippet negle, så hvorfor skal han det? Som et 2-årigt barn forstår han ikke længere, at man må lide lidt for skønheden, og personalet er desværre hurtigt til at føje hans uvilje.
Det nytter ikke at forklare ham, at hans personlige pleje i virkeligheden er til for vores skyld, for at andre, inklusive personalet, lettere kan føle empati med det rare menneske, han også stadig er. Vi civiliserer os jo for at gøre os tålelige for hinanden. Her får det utålelige lov at vokse frem og vise sit ansigt.
Det er sygdommens logik. Der er ikke meget sjov ved den. Ja, lige på nær det, at tv-stuen på plejehjemmet vist er det eneste sted i landet, hvor man konstant hører små udbrud af overraskelse over nyheder, der kører i sløjfe på TV 2 News.
Er omsorgen ikke, hvad man kunne drømme om, hjælper arkitekturen på min fars plejecenter ham bestemt heller ikke på vej. Han aner ikke, hvor han bor, for afdelingen er organiseret som en rundgang i 4 længer, der spejler sig selv over et grønt haverum. Ingen træk får én længe til at skille sig ud frem for en anden eller et ene værelse til at adskille sig fra det andet. Med hvidmalede vægge og ens døre ligger de som ens perler på en snor. Hans hukommelse er så kort, at det, hver gang han bevæger sig omkring i centret, næsten er, som var det første gang. Han læser troligt numrene på dørene og beboernes navne uden at genkende dem. Ikke engang i indretningen af gårdhaven er der klare træk, der får den ene ende af centret til at adskille sig fra den anden, og det er denne mangel på sanseindtryk og variation i arkitekturen, der forstærker sygdommens symptomer. Han tror, han er på hotel eller på et skib. Når vi besøger ham, spørger han, om vi også har fået et værelse, og hvor vi skal sove. Og når vi går, spørger han, hvorfor han ikke skal med.
